Forside til "Hviskeren" af Karin Fossum
Forside til "Hviskeren" af Karin Fossum

Hviskeren af Karin Fossum

20.12.17
Ragna modtager hvert år til julekort fra sin søn. Et fortrykt kort, som kommer helt fra Berlin

Konrad Sejer sidder i et forhørslokale sammen sin hund og en hviskende kvinde. Ragna Riegel hedder hun. En fejlslagen operation har ødelagt hendes stemmebånd, og samtalerne foregår derfor ekstremt stilfærdigt.

Ragna er anklaget for en grov forbrydelse, og forhøret skal klarlægge baggrunden for den forfærdelige hændelse.

Ragnas hviskende stemmer beretter om et ensomt liv i barndomshjemmet. Hun trives godt med sit arbejde i et lavprisvarehus, og trives bedst når dagene ligner hinanden. Hun vil helst sidde på samme plads i bussen, helst købe ind i den samme butik, helst leve med så få forandringer som overhovedet muligt. En næsten autistisk stilfærdighed, som en dag brydes af et trusselsbrev i hendes postkasse.

Det bliver startskuddet til en angstfyldt periode i Ragnas liv. Hun fortæller Konrad Sejer om hvordan hun i stigende grad følte sig forfulgt. Hun fortæller om sin barndom, om livet med forældrene og den søn hun fik i en meget ung alder. Hun har kun en sporadisk kontakt til sønnen, som har bosat sig i Berlin. Han sender fortrykte julekort, og Ragna har den klare overbevisning at han har en ledende stilling på et stort luxushotel.

Som læser er man i Ragnas vold. Hun fortæller historien, men kan vi stole på hende? Det, der driver romanen frem er uvisheden om den forbrydelse, som Ragna er anklaget for. Hvad er det, hun har gjort? Får hun kontakt til sin søn?

Karin Fossum er en eminent skildrer af psykisk sårbare mennesker. Forfatteren fortæller i et interview at hun godt kan lide at skrive om mennesker, der ender i ekstreme situationer. ”Det handler altid om de drab, som opstår i øjeblikket. Det er dem, der er flest af, og det er den type forbrydelse, vi alle kan begå. Tror jeg.” Hun har Konrad Sejer som den gennemgående kriminalkommisær i nu 13 romaner, som alle kan læses helt uafhængigt af hinanden. Serien er placeret under overskriften ”krimi” i bibliotekerne, men jeg vil nok nærmere give serien et ”psykologisk thriller”-mærkat. Karin Fossums krimier har høj litterær kvalitet, og er en helt anden type litteratur end f.eks. forfattere som Camilla Läckberg, Liza Marklund, Nini Schulmann, Carin Gerhardtsen, Helene Tursten, Anne Holt, Åsa Larsson, Sofie Sarenbrandt, Viveca Sten…….

Materialer