Formet af helte: Fem favoritter indenfor adventure writing

Nogle fortællinger rummer en urkraft så stærk, at man kan føle, man ligefrem formes af deres helte.

Forleden fik jeg en sms fra min svigerfar. Han skrev, at han nu var tilbage fra Sydpolen. Han havde ikke været på selve Sydpolen, men han havde dog tilbragt dage i selskab med Roland Huntfords skildring af kapløbet om Sydpolen, Scott & Amundsen (1979), og havde på den måde været der.

Det er jo det, bøger kan. Det får vi bekræftet, når vi holder booktalks på biblioteket, hvor eleverne tit svarer, at man jo kan rejse væk i bøgerne. Og måske tager man endda noget med sig derfra, noget, man er nødt til at undersøge?

Den effekt har især en genre haft på mig, nemlig den genre, man på engelsk kalder 'adventure writing', altså beretninger om farefulde bedrifter i naturen. Her er helte, man godt kan spejle sig i - og som man måske endda formes efter.

Åh, at være Amundsen


Jeg begyndte at læse om bjergbestigning, da jeg var ti. Jeg var draget af eventyrerne og af menneskene bag, og snart trak jeg vores kælk ud over boldbanerne, når der endelig var sne og forestillede mig, jeg var Amundsen. Da jeg senere læste at den legendariske bjergbestiger Reinhold Messner tog is-bade for at vænne sig til kulde, forsøgte jeg det samme, men blev aldrig fan. I stedet begyndte jeg på ungdomsskolens ’vildmarkshold’, og var snart på 'overlevelsesture' i Skivholme Skov eller på vandreture i Nordsverige og Skotland.

Hvorfor det i dag føles pinligt at indrømme, at man ser op til de her mennesker, kan jeg ikke forklare. Faktum er, at jeg ser op til dem. Stadigvæk. De har, vil jeg påstå, været med til at forme mig, og jeg endte da også med at bruge over tyve år af mit liv på at klatre. Jeg skylder mine helte en tak, jeg tror, de gav mig lyst til at få en rygrad og prøve mig selv af, derfor fem favoritter, der stadig gør helt særligt indtryk.

Fem favoritter
 

Into the wild
For mig er Jon Krakauers Into the wild (1996), om Chris McCandless der vil leve vildt og frit i Alaska, stadig dybt fascinerende. Ikke mindst på grund af dens opremsning af lignende skikkelser i amerikansk historie, disse free spirits, som ikke passer ind andre steder end i naturen – og aldrig skinner kraftigere end når de er oppe imod naturen. Bogen er flot filmatiseret af Sean Penn med et stærkt soundtrack af Pearl Jams Eddie Vedder, lyt bl.a. til Society!

Mellem is og intet
Fatale klatreulykker sker tit, når man er på vej ned. Det oplevede Joe Simpson, da han med sin ven Simon var på vej ned fra bjerget Siula Grande i Andesbjergene i 1985, og han skrev om det i den prisvindende Mellem is og intet (1990), som næsten ikke er til at tro: Joe brækker benet, fires ned af Simon, men havner i en gletcherspalte, hvor det reb de er forbundet af, truer med at trække Simon i døden. Derfor skærer Simon rebet over... Bogen er filmatiseret.

Vi lever!
Piers Paul Reads Vi lever! (1975) er også filmatiseret og handler om et flystyrt i Andesbjergene i 1972, hvor 29 af 45 passagerer dør. Her sættes tingene på spidsen, da de overlevende må spise de døde, mens to mænd foretager en umenneskelig rejse ud af bjergene efter hjælp.

Scott & Amundsen
Roland Huntfords beretning Scott & Amundsen, om kapløbet mod Sydpolen i 1911-12, er bl.a. i kraft af sin detaljerigdom uomgængelig, hvis man interesserer sig for emnet, men især dens persontegning af de to mænds forskellighed er interessant og gør dens historiefortælling nærværende.

The Endurance
Der findes bedre bøger om Shakletons berømte ekspedition til Antarktis, men Caroline Alexanders fotobog The Endurance (1998), med fotos af Frank Hurley, er en levende, visuel oplevelse man sent vil glemme – om forsøget på at krydse Antarktis til fods, skibet der skrues ned i isen og 17 dages vanvittig rejse efter hjælp i en åben båd…

Nu er der så kun tilbage at vælge: Andesbjergene, Antarktisk eller Alaskas ødemark? Du kan trygt rejse væk i bøger eller film hjemme fra lænestolen, du behøver ikke sætte noget på spil. Men, hvem ved, måske får du lyst til det? Herunder er mange andre eksempler på 'adventure writing' om alt fra store naturoplevelser til decideret overlevelse. Lad dig inspirere - eller spørg når du er på biblioteket.

Materialer