Dage uden sult af Delphine de Vigan

Denne lille roman af den franske forfatter Delphine de Vigan bragte mig på sporet af en slags forståelse. ”Dage uden sult”, som er udkommet på dansk her i 2017, er faktisk hendes debut-roman. Men hun brød rigtigt igennem med romanen ”Alt må vige for natten”, som udkom på dansk i 2013. Det er en romanbiografi om hendes mors opvækst. En opvækst præget af omsorgssvigt og incest. Senere udkom så bestselleren ”Baseret på en sand historie”.

"Dage uden sult" handler om 19-årig Laure, som 175 cm høj og vejer 36 kilo, da vi møder hende i romanen. Hun er så tynd, at der vokser et lag pels frem på armene, som beskyttelse mod kulden. Hun er tæt på at dø, da hun bliver indlagt og tvunget til at tage i mod sondemadning. Opvæksten hos den psykisk syge mor har sat sine uudslettelige spor.

Sulten er en slags narkotika for anorektikeren. Jeg har aldrig før forstået, hvorfor det er så svært for det anorektiske menneske at spise. Men som jeg forstår det nu, så føler anorektikeren den samme afhængighed som narkomanen. Den psykisk syge er afhængig af sult, og narkomanen er afhængig af stoffer. At bede en anorektiker om at spise, er det samme som at bede en narkoman og at gå på afvænning fra stofferne. ”Dage uden sult” er en poetisk gyser om omsorgssvigt og psykisk sygdom. Den er hurtigt læst men sætter sine uudslettelige spor i erindringen.