Forside til bogen Byens spor af Lars Saabye Christensen

Byens spor Bd 1+2 af Lars Saabye Christensen

12.09.19
Jesper, en følsom musikalsk dreng, vokser op i 50'ernes Oslo

Maj og Ewald Kristoffersen bebor en lejlighed på Kierkeveien 127 i bydelen Fagerborg i 50’ernes Oslo. De har en lidt sær søn, Jesper, som ind imellem opfører sig mærkværdigt. Der er ikke noget i vejen med Jesper, siger lægen, - han er bare lidt mere følsom end andre.

Ewald arbejder på et reklamebureau, og han kan rigtig godt lide at slutte arbejdsdagen med at drikke øl på det lokale værtshus sammen med arbejdskollegerne. Maj er hjemmegående husmor, men får det ærefulde hverv som kasserer for den lokale afdeling af Røde Kors.

Romanens kapitler er på skift referater fra Røde Kors-møderne og en roligt fremadskridende fortælling om den lille families hverdag. Lars Saabye Christensen fortæller, at inspirationen til romanen bl.a. kommer fra en stak notesbøger, som forfatteren fandt efter sin mors død. Hun var nemlig aktiv i den lokale Røde Kors-afdeling.

Vi følger også livet for de mennesker som omgiver familien Kristoffersen. Jespers kammerat Jostein, som bliver svært hørehæmmet efter en trafikulykke, overboen Margrethe Vik og spillelæreren Enzo Zanetti er alle vigtige personer i romanen. I denne første del af trilogien handler det mest om Jespers forældre Maj og Ewald, men anden del har Jesper i centrum.

Der er sket store familiemæssige forandringer i den lille familie. Ewald dør af en hurtigtudviklende kræftsygdom, og en lille pige kommer til verden. Jesper er et stærkt musiktalent, og han får undervisning af den italienske musiker Enzo Zanetti. Hvordan det går med den lille familie, med arbejdet, kærligheden, vennerne og naboerne vil jeg ikke røbe her. Læs selv denne fremragende, venlige, følsomme, medrivende familiehistorie, som så fint sætter lys på 50’erne og 60’erne Norge.

Materialer