Om at være mor, datter og søster

Jeg bliver mere og kompleks i kraft af de relationer jeg har. Jeg har altid været datter, og søster har jeg været, så længe jeg kan huske, men dét at blive mor, er en erindring, der står skarpt i hukommelsen.

For snart 8 år siden fik jeg mit første barn og tre år senere fulgte endnu et. Den udvikling, jeg som menneske har været igennem, har været vild og frustrerende og fyldt med kærlighed og alt muligt andet, og det har ikke mindst også ændret på den måde, jeg ser på mig selv, og på det forhold jeg har til min mor og min søster.

At blive nogens mor er for mange en altændrende og følelsesmæssigt vild oplevelse som ofte drukner i snakke om manglende nattesøvn og bleskift, men heldigvis er der i tiden en tendens i dansk litteratur til at skildre kvindelige relationer og især mor-datter forholdet og den nye identitet som nogens mor.

Det har for mig været kærkomment med et fokus på de modsatrettede følelser et moderskab bringer med sig, og jeg har virkelig nydt at læse rå og upolerede skildringer af kvindelige relationer. Jeg vil her anbefale et par nyere værker der fortæller om mødre, døtre og søstre og som har gjort stort indtryk på mig.

Første anbefaling: Til min søster
Den ene er Dy Plambecks ”Til min søster”, som jeg virkelig havde set frem til at læse, og den skuffede ikke. Bogen indledes med en meget detaljeret scene fra fødestuen hvor bogens jeg-fortæller, Aya, føder sin datter Nola. Scenen er utrolig sanselig, og hvis man selv har født et barn, sendes man direkte tilbage til fødegangen.

Det sanselige og kraftfulde er gennemgående i romanen, der, trods den indledende scene, har søsterskabet, frem for moderskabet, i fokus. Ayas søster Andrea har forladt sin voldelige kæreste og sammen drager de to søstre og Ayas 2-årige datter til Sverige, hvor Aya skal tale til en historikerkonference.

Ayas følelser for sin søster er komplekse og stærke som en mors følelser for sit barn, og Aya fantaserer om at pine og torturere og dræbe den mand der ikke kun har såret hendes søster, men nedbrudt hende fuldstændig som menneske. Bogen portrætterer på stærk vis hvordan kærlighedens væsen er bundet sammen med smertens.

Anden anbefaling: Mit barn
Den anden bog jeg vil anbefale er Cecilie Linds langdigt ”Mit barn”. Digtet indledes som ”Til min søster” med en fødsel, og som hos Plambeck er der ikke brugt et filter til at romantisere hverken fødsel eller noget andet i Linds fortælling. Digtet undersøger eller nærmest rapporterer om fødslens vildskab og efterfølgende moderskabets styrke og sårbarhed. Der tegnes et mangefacetteret billede af moderskabet i sin kontrastfuldhed: fra den uendelige og nærmest opslugende følelse af kærlighed, til angsten for at miste, angsten for at fejle, angsten for at blive dømt.

Litteraturens spejl
Jeg tror, mange vil kunne spejle sig i Linds fremstilling af moderskabet i sin tidlige vaklen og usikkerhed, og jeg glæder mig over at det ærlige og upolerede har en plads i litteraturen. Jeg tror, mange nybagte mødre kunne bruge nogen at spejle sig i, nogen eller noget, der siger, at det er helt normalt at føle som man føler og være som man er. Og er det ikke netop det, vi skal bruge litteraturen til? Til at blive klogere på os selv og på andre, og til at minde os om, at verden ikke er sort/hvid?