Gør en forskel

Du kan som enkeltperson og individ gøre meget for at mindske dit klimaaftryk. Men hvor skal man starte, og hvad batter mest? I efteråret sætter vi fokus på klima med en række arrangementer.

Et godt sted at starte kunne være din elregning. Få styr på, hvor mange kWH du forbruger. De færreste er faktisk klar over det. Check på www.elsparefonden.dk hvor dit forbrug ligger sammenlignet med gennemsnittet.

Lån et Sparometer på biblioteket

Elsparefonden vurderer, at man med små ændringer og ved at handle energifornuftigt kan reducere sit personlige strømforbrug til blot 1.000 kWh om året. Er du blandt storforbrugerne, kan der således være meget at hente. Lån for eksempel et Sparometer på biblioteket og find frem til de største strømslugere i din hustand. Vandvarmere, elradiatorer, gulvvarme, varmeblæsere, håndklædetørrere og gamle køle-/fryseskabe, som ikke er energimærkede, er oplagte bud. Overvej om disse helt bør skrottes eller udskiftes med nyere modeller. Skær ned på dit standby-forbrug med elspareskinner, og sluk så vidt mulig for apparater på kontakten. Skift glødepærer ud med sparepærer og halogenpærer med LED.

HVOR STÅR VI? Foredrag med Jesper Theilgaard


Check din bolig

Det kan også være en rigtig god idé at få udarbejdet en energimærkningsrapport af en certificeret energikonsulent. Afhængig af din bolig kan der være meget at hente også økonomisk. Er din bolig fra før 1979 og aldrig blevet energirenoveret, vil dette være særligt relevant. Rapporten kan pege på fx efterisolering af tag, udskiftning af termovinduer til energiruder og udskiftning af varmtvandsbeholder.

HAR DU EN HOLDNING? Kom til Klimasalon!

Ta’r du cyklen?

Transport er et andet område, som fortjener fokus. Det udgør i dag 1/3 af privates samlede CO2-udslip. Skipper du fx den årlige ferie til Thailand, skåner du klimaet for 600-900 kilo CO2. Er fly eneste mulighed, så prøv at undgå mellemlandinger, da start og landing er det, som for alvor sluger brændstof. I forhold til privatbilisme kan meget hentes ved simpel omtanke. Samkørsel og ”kør-langt-på-literen-kørsel” er et af de gode råd, som du kan finde på fdm.dk. Hvis du udskifter den daglige pendling til arbejde fra bil til tog, skåner du miljøet. Som eksempel kan nævnes, at hvis du fx dagligt pendler 30 km frem og tilbage på arbejde, og skifter bilen ud med tog, udleder du op til en tiendedel mindre CO2 og skåner miljøet for 2 ton CO2 om året!


Grøn kost er ikke kun salat

Hvad du spiser er heller ikke ligegyldigt, når det gælder klimaaftryk. Ved at spise lokalt og efter årstiderne, undgås CO2-udledning fra transport og drivhusdyrkning. Som bonuseffekt er smagen tilmed ofte bedre. Ty til kogebøger som Almanak af Claus Meyer og Mors mad til alle årstider af Camilla Plum for gastronomisk inspiration. At skære ned på kød, især okse og lam, vil også være en rigtig god idé. 100 g. oksekød og bælgplanter udleder til sammenligning henholdsvis 26 g. og 0,7 g. CO2. Madspild er et andet sted, hvor det giver god mening at sætte ind. På verdensplan er madspild den tredjestørste CO2-synder, og det estimeres, at danske husholdninger samlet set smider 260.000 ton mad ud pr. år. Danskerne er de seneste år blevet bedre og bedre til at undgå madspild, men vi er langt fra i mål. Så læg en madplan og husk at få brugt eventuelle rester.

KLIMA ER FOR BØRN! Klimakrea på børnebiblioteket!

Rent tøj kan godt være grønt

Rent tøj skal vi alle have på, og tøjvask er generelt en strømsluger. Men i dag findes vaskemaskiner og -midler, som gør det muligt at vaske tøjet rent ved 20 grader. Sænker du temperaturen fra 60 til 30 og fra 40 til 20 mindskes strømforbruget med 60%. Vælger du samtidig at benytte tørresnor/-stativ i stedet for tørretumbler, mindskes strømforbruget for alvor. Og husk at fylde maskinen – undgå klatvaske.


HVAD ER OP OG NED? Kom til foredrag om klimaændringer

Sortér dit affald

Affaldssortering har til formål at sikre, at affaldet håndteres på den mest korrekte måde, og at det, der kan genbruges, bliver genbrugt. Så vær omhyggelig med at sortere dit affald. Læs mere på www.horsens.dk. Med hensyn til genbrug så er fx børnetøj og legetøj helt oplagt. Det er ting som sjældent har lang levetid hos den enkelte, og som sagtens kan få nyt liv hos nye ejere. Generelt gælder det, at ting af høj kvalitet holder længere og ofte er nemmere at reparere og upcycle.


MERE KLIMA: Se hele temaet og alle klimaarrangementer i programmet

Bliv klogere

Dette er udelukkende ment som inspiration, og det er på ingen måde en fyldestgørende liste over måder, hvorpå du som enkeltperson og individ kan mindske dit klimaaftryk. Yderlig inspiration kan bl.a. findes i Kom ind i klimakampen af Thomas Vinge, Grønne hverdagstips: små handlinger der gør en stor forskel af Signe Wenneberg. Og husk så, hvad Gandhi sagde: ”Vær den forandring, du ønsker at se i verden.” God fornøjelse.

Artiklen er skrevet af Inger Andersen

Materialer