Formiddagsforedrag - fra Horsens-idræt til flystyrt

27.01.24
Velkommen til en ny sæson af formiddagsforedrag.

Sidste år startede vi vores serie af formiddagsforedrag, der var en overraskende stor succes. De vender naturligvis tilbage i år - fra onsdag den 7. februar, hvor overskriften er "Begivenheder og personligheder i Horsens-idrætten". Igen er det første onsdag i måneden, der lægger dag til - lige undtagen maj, hvor vi er sprunget arbejdernes internationale kampdag over og har flyttet det en uge.

I denne sæson er der ikke lige så skarpt et tema, som foredragene var bygget op om sidste år - men vi har forsøgt at finde emner med lokal interesse og om muligt gerne lokale foredragsholdere. Det betyder, at du kan opleve Gunner Lindbæk Knudsen fra Horsens Idrætsarkiv, som fortæller om alle de personligheder - ud over Jenny Kammersgaard - der har præget Horsens' idrætshistorie; Jørgen Bojsen fortæller om sine mange år i og omkring den Kongelige Livgarde; Keld Kortermann Sterlø fortæller historien om baggårdspumaen Otto Brandenburg; og Kristian Zouaoui følger op på sit foredrag fra sidste sæson, når han dykker ned i de lokale flystyrt.

Formiddagsforedragene er tænkt som hyggelige samlingspunkter, og vægten er lagt på spændende historier og godt samvær, der kan starte samtaler. Derfor er der både kaffe og kage - og gratis adgang.

Du kan se foredragene herunder - og vi hører gerne fra dig, hvis du har forslag til fremtidige formiddage på biblioteket.