Nyt på hylderne Regnbuefarver på biblioteket

Flere unge efterspørger bøger med LGBTQ+repræsentation, og blandt andet derfor har Horsens Bibliotek lavet regnbuehylder ved ungdomsbøgerne.

Af Gro Johanne Vase, formidler

For nyligt afsluttede vi et projekt på Horsens Kommunes Biblioteker, hvor vi blandt andet interviewede en række unge om deres læsevaner. Og allerede fra få minutter inde i det første gruppeinterview stod det klart, at bøger med LGBTQ+repræsentation var blandt  deltagernes foretrukne emner at læse om. Det stod dog også klart, at disse bøger kunne være svære at finde blandt bibliotekets andre bøger. Biblioteket har flere delopstillinger, fx fantasy, science fiction, krimi og spænding, men ikke LGBTQ+. 

Indtil nu. 

Ved bibliotekets ungdomsbøger har vi nemlig forsøgt os med at lave regnbuehylder, dvs. afgrænsede hylder med bøger, som læseren kan forvente har et LGBTQ+ element. 

Hos Horsens Pride er de også begejstrede for, at LGBTQ+ litteraturen har fået en synlig plads på biblioteket. 

- Vi holder Pride for at minde verden om den rigdom af forskelligheder, mennesker repræsenterer, og netop repræsentation og tydelighed er nogle af de vigtigste grundsted til at føle sig set og valideret som menneske. Regnbuehylder på lokale biblioteker vil i høj grad
bidrage til, at vores unge LGBTQ+ mennesker føler sig repræsenteret og set som ligeværdige medlemmer af vores samfund, lyder det fra Nicklas Hansen, der er medarrangør af Horsens Pride.

Regnbuebøger for alle

Indtil videre er de bøger, der står på regnbuehylderne, dog også at finde på bibliotekets øvrige hylder. For eksempel er Alice Osemans Heartstopper-tegneseriebøger både at finde på regnbuehylderne og blandt tegneserierne. At en bog for eksempel handler om en spirende forelskelse mellem to high school-fyre, betyder ikke, at den ikke byder på en god historie for unge (og voksne), der ikke identificerer sig som LGBTQ+personer. 

Det er Heartstopper-serien et eksempel på, og derfor skal regnbuebøgerne også være at finde for dem, der ikke aktivt opsøger dem på egen hånd. 

Husk også, at vi har bøger med LGBTQ+repræsentation for alle aldre og målgrupper – fra Rebecca Bach Lauritsens billedbog, ”Mormor og mormor”, om at have to mormødre, som er kærester, til Torrey Peters’ storsælgende debutroman for voksne, ”Detransition,  baby”, fra og om translivet i New York.

Har du spørgsmål eller leder du efter en bestemt bog, så spørg os eller skriv på horsensbibliotek@horsens.dk

Regnbuefacts

Horsens Pride

Horsens Pride blev afholdt første gang i september 2022, hvor mere end 1500 deltog i festlighederne. Se mere på Facebooksiden Horsens PRIDE eller på Instagram under navnet @horsenspride.

Hvad er LGBTQ+?

LGBT+ eller LGBTQ+ står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Queer og bruges som samlede betegnelse for gruppen af seksuelle- og kønsminoriteter. +’et dækker over, at flere bogstaver er kommet til, og derfor bruges LGBTQIA+ mere og mere, hvor I står for Interseksuel og A for Aseksuel. 

True Colours

True Colours er et trygt fællesskab under Horsens Ungdomsskole for LGBTQ+personer mellem 12 og 17 år i Horsens og omegn. Vil du vide mere, kan du skrive til tbpo@horsens.dk