Interview - Lyden af et drengeliv

Af Thomas Behrmann, formidler

Ungdomsårene og overgangen fra barn til voksen er en spændende brydningstid, som er definerende i livet. Men også definitiv på en måde. Det er her, man former sig, og her, meget bliver grundlagt. Det er en tid, hvor alt kan være sat på spidsen, og intet er konstant.
Og så er det en tid, som er oplagt at udforske for mange forfattere.

Jeg har taget en snak med forfatter Jonas Kleinschmidt, som beskæftiger sig med ungdomsårene i de fleste af sine bøger og senest har udgivet ”Det bedste til mig og mine venner” om unge drenge og gruppedynamik. Jeg spørger Jonas om, hvad det er, der gør den tid til noget helt særligt i et menneskes liv. 

- Det, der fascinerer mig, er netop, at det er en brydningstid. Der er virkelig et før og et efter. Samtidig er det jo her, at alting sker for første gang. Alting skinner så stærkt og føles så intenst. Man er virkelig hovedpersonen i sit eget liv med alt hvad det indebærer af  godt og skidt. Teenageårene er tvivl, usikkerhed, forelskelse, egoisme, eufori, skyld og skam for fuld udblæsning. Bagefter er man ikke længere den samme, og de valg man tog, sidder i én resten af livet. Som forfatter er det en periode, man kan gå tilbage til igen og igen, fordi det er så hudløs, sårbar og essentiel en del af alle menneskers livsbane.

Selvom perioden i Jonas’ eget liv var ret udramatisk, var det alligevel interessant for ham at genbesøge fortiden og hente inspiration, stemning og retning. - Måske er det derfor, at jeg godt kan lide at gå tilbage og undersøge, hvad der egentlig skete. Tiden har det med at udglatte erindringen, forskønne og farve den. Og var det egentlig så udramatisk? Nej, det var det jo ikke. Der var masser af drama under overfladen. Det er spændende at analysere det drama med den indsigt, jeg har nu, at hive det frem i et skånselsløst lys, vende og dreje det, dissekere det og virkelig forsøge at sætte de rigtige ord på den periode i mit liv. 

The Boys Are Back in Town

I de fleste af Jonas Kleinschmidts bøger skriver han os med ind i det fællesskab, der opstår mellem særligt de unge drenge. En gruppe som i populærkulturen gennem mange årtier er blevet beskrevet på en bestemt måde, som har givet os et ensidigt billede af drenge i
de formative år. Men tingene har taget en drejning. 

- Der er heldigvis begyndt at komme flere af de nuancerede skildringer. I det hele taget er det, som om vi tager drengene og deres følelser mere alvorligt nu. Det har i hvert fald været mit mål fra starten, da jeg gik i gang med at skrive. Jeg var så træt af, at drenge altid blev beskrevet så endimensionelt. Som sådan nogle ufølsomme zombier. I mine romaner vil jeg gerne skildre drengene så komplekst som muligt. Det sociale spil, den hårde tone, men også hvordan de viser omsorg og kærlighed til hinanden på deres egen maskerede facon.

I Jonas Kleinschmidts seneste bog, ”Det bedste til mig og mine venner”, er det netop dén beskrivelse af de unge drenge, vi møder. Samtidigt handler bogen om, hvordan man nogle gange kan komme til at undertrykke sig selv og sine egne grænser, når man færdes i  flok. Om bogen siger Jonas: 

- Jeg ville gerne skildre den stemning, der kan opstå i en vennegruppe, hvor gruppedynamikken tager over, og man glemmer sig selv – og hvor man måske også forsømmer at være en god ven, fordi man er mere optaget af at passe ind i gruppen. Gruppedynamikken er jo euforisk, når alting spiller, og det hele går godt. Det kan føles berusende at være en del af en gruppe. Men måske glemmer man også at mærke efter, hvordan man i virkeligheden har det.

Soundtrack til ungdommen

Alting er kastet op i luften i ungdomsårene, og gruppedynamikken kan være med til både at sløre, men også at tydeliggøre et begreb som identitet hos de unge. Og det er lidt på samme måde, musik fungerer. Særligt i de unge år kan musikken være et spejl og en  kanal, hvor følelser bliver kørt igennem og bekræftet eller returneret i et nyt lys. Både sangtekster, vibes og udtryk lægger ofte et beat til tilværelsen som ung. 

For Jonas udgør musikken og teksterne en essentiel del af forfatterskabet og er et vigtigt værktøj i skriveprocessen. Men også et værktøj til at fortolke og forstå verden igennem. Selv i titlen på ”Det bedste til mig og mine venner” er musikken til stede og sætter strøm  til Gasolin-nummeret af samme navn fra 1977. En sang med vildskab, men også med skrøbelighed og uskyld. 

- Det er min yndlingssang. Jeg synes, teksten er helt genial. Jeg bilder mig ind, at jeg kunne fornemme melankolien i teksten, da jeg hørte den som barn. Og siden er jeg blevet ved med at vende tilbage til nummeret og opdage nye aspekter. Boldspillet, venskabet,  uskylden, synd, skam, dødsangst. Skøjteløb på Bagsværd Sø. Det hele er der. Samtidig er der en dobbelthed i titlen. Det var en god tid. Vi var verdens bedste venner. Men der røg noget i svinget. Sådan er livet jo. Jeg synes, teksten er eviggyldig. 

En ekstra dimension til læseoplevelsen

Musik har stor magt som et stemningsbærende element i bogen, men også i forhold til persongalleriet. For eksempel lytter drengene til 90´ernes måske mest definerende hiphopikon, Wu-Tang Clan, hvilket bringer os endnu tættere på karaktererne. Også i bogen  ”Englene over København” er musikken tilstede, og referencerne strækker sig endda helt ind i tekstuniverset. 

- I bogen lytter hovedpersonen, Johannes, til ”Ud af min krop” af The Minds of 99. Det gør han, fordi det er et virkelig godt nummer, ét af de bedste nyere danske rocknumre, men også fordi der i teksten ligger en længsel efter at bryde fri af livets fysiske grænser, der passede helt perfekt til romanens handling. 

Og sådan er det generelt i de fleste af Jonas’ bøger, hvor musikken spænder over generationer og giver os navne som Sivas, Gilli, Drake og Young Thug, Bob Dylan, The Byrds og mange flere. Lyt til musikken, læs teksterne, og du får en ekstra dimension til din  læseoplevelse. 

Inspiration

Læseoplevelserne har været med i både skoletasken og på drengeværelset, da Jonas selv var ung. Her læste han bl.a. ”Martin & Victoria” af Klaus Lynggaard, ”Radiator” af Jan Sonnergaard samt Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”. Siden har flere ungdomsbøger, film og tv-serier gjort stort indtryk på ham og formet ham som forfatter. Titler som ”Mine glade 60´ere”, ”Stand By Me”, ”SKAM”, ”Kids”, ”Fucking Åmål” og ”Beverly Hills 90210” er blandt de skildringer af ungdomskulturen, der har sat sig stærkt i erindringen  hos ham. Og nu, hvor Jonas selv leverer læseoplevelser til de unge, hvad er det så, han håber, de unge tager med fra hans bøger? 

- Jeg tror, at nogle af dem føler sig set. Jeg prøver at skrive så ærligt som muligt og skildre ungdomslivet uden formaninger. Og så håber jeg, at eftertænksomheden bliver siddende i dem. Og at de finder et mod til at vise sårbarhed. Tvivl, sårbarhed, usikkerhed, angst er jo helt normale aspekter af et ungdomsliv. Ja, af et liv. Det må vi ikke glemme. 

Forskningen fortæller os, at ungdomsårene er dén periode, vi har flest erindringsglimt fra, når vi ser tilbage i voksenlivet. Måske kan vi lide, hvad vi husker, måske ville vi gerne kunne lave noget om. Så til sidst spørger jeg Jonas, hvad han ville sige til sig selv, hvis  han kunne møde sig selv i den alder, hvor han var én af drengene. Svaret er befriende ukompliceret:

- Tag det roligt. Gør tingene i dit eget tempo. Det skal nok gå.