Hvem kører med min elefant?

Af Anna Mathilde Nielsen, formidler

Jeg er sådan en type, som går op i sammensatte navneord. Du ved, hvis man har en kiste til at putte sin skat ned i, så kan man trylle det om til ét ord, hokus pokus: ”Skattekiste!” Det samme kan man med en kirkegård til elefanter, hokus pokus: ”Elefantkirkegård”. Kirkegård er endda i sig selv et sammensat navneord.

Jeg er tilsvarende sådan en type, som fnyser hånligt, når der på pakken med pålægschokoladen står ”Pålægs chokolade”. Den er jo helt gal sådan rent grammatisk. Med mindre det er fordi, fabrikanten prøver at fortælle mig, at chokoladen tilhører en person ved navn ”Pålæg”. Og i så fald er det faktisk lidt strengt at sælge andres chokolade!

Ja, ja. Kværulantisk type måske. Det vedkender jeg mig. For jeg ved godt, at det ikke er fordi, pålægschokoladefabrikanter ikke kan retstavningsregler, men fordi det er lettere at læse korte ord, så det er ment som en service til indkøberen.

Alligevel irriterer det mig, fordi jeg kan godt lide sammensatte ord. De er sjove. 

Elefanttransportvogn

Nogle sammensatte navneord er så velkendte, at man slet ikke tænker over, at det engang var to adskilte ord. Andre har man aldrig før set sat sammen, og det er dér, magien opstår. Man kan lave helt nye ord på den måde, og folk kan alligevel straks afkode, hvad de  betyder.

Kender du for eksempel den leg, hvor man får et rigtig langt ord, fx ”elefanttransportvogn”, og så gælder det om på 2 minutter at danne flest mulige andre ord ud af bogstaverne? Man kan skrive ”elefant”, ”sport”, ”spor”, ”port”, ”elevator” osv. Men det  sjoveste for mig var at tænke videre over den dér elefanttransportvogn. For hvis man nu er en chauffør, som er særligt certificeret til at køre med elefanttransportvogn, så er man vel ”elefanttransportvognschauffør”?

Og hvis vi nu forestiller os, at der er en officiel kasket, som man skal have på, når man er på arbejde, som elefanttransportvognschauffør, så er det en ”elefanttransportvognschaufførkasket”.

Jeg kan mærke smilet brede sig i mit ansigt over dette fabelagtigt lange ord.

En lille bitte pose med et meget langt navn

Der findes soveposer, det ved de fleste. Når man pakker sin sovepose sammen, så propper man den ned i sådan en lille stofpose: Det må nødvendigvis være en ”soveposepose”. Men så opdagede jeg en gang, at der i min sovepose sidder en lille bitte pose syet ind i kanten – en lille pose, man kan bruge til at opbevare småting i, for eksempel kan man bruge den til at holde styr på sin soveposepose, for at den ikke bliver væk i nattens løb. Den lille bitte pose må nødvendigvis være en - trommehvirvel, tak! - ”soveposeposepose”. Så bliver det da ikke bedre, vel?

Sprogets bouillonterninger

Selvom sammensatte navneord kan være lange, så er de alligevel ofte betydelig kortere end at beskrive tingene med andre, enkeltstående ord.

Sammensatte navneord er en bouillonterning, skabt ved at koge en masse andre ord sammen til ét ord med en dejlig, intens smag. 

Men selvfølgelig: Som med bouillonterninger er de kun lækre i sammenhæng med andet, ellers bliver det uspiseligt.

Oven på disse visdomsord vil jeg blot ønske dig en vidunderlig biblioteksmagasinlæsningssituation.