I læsningens forsamlingshus

I juni 2021 afholdt vi for anden gang Litteraturdage på Horsens Bibliotek. Få en fornemmelse af passionen for litteraturen, når Nina fortæller - måske ses vi så til Litteraturdage 2022? Af Nina Wegner

Juni er årets første sommermåned, og for mange er sommerglæder også læseglæder. Derfor inviterede vi fra den 8.-10. juni for anden gang til hyggelige og lærerige Litteraturdage på Horsens bibliotek. Højskolesangbogen blev åbnet, og lyse stemmer løftede sig hver morgen, inden litteraturfortællingerne foldede sig ud. Fællessangen, samværet og samtalerne om litteraturen fyldte salen med højskolestemning og en atmosfære af ro, nærvær og fællesskab.

Kun anden gang

Første gang vi afholdt Litteraturdage, i juni 2020, hørte vi om Karl Ove Knausgård, Johannes Møllehave, Henning Mortensen, Lars Saabye Christensen og flere andre forfattere. Lise Vandborg fra Litteratursiden fortalte om litterære tendenser i 10’erne, og hele vejen igennem var der fokus på læselyst og litteraturen som grundlag for empati, udsyn og viden. Oplæsning af digte og prosatekster bandt dagenes programpunkter sammen.

I juni 2021 afholdt vi så Litteraturdage for anden gang. Vi fik besøg af forfatterne Jesper Stein, Merete Pryds Helle, Søren Ulrik Thomsen og vores lokale debutant Glenn Bech, som har fået fremragende anmeldelser for sin debutroman Farskibet. Også Shakespeare, Lise Nørgaard og Pia Juul stak hovedet forbi - nåh ja, altså i form af underholdende oplæg fra Niels Brunse, Line Louise Peters og Charlotte Kastberg Kæseler.

Dagenes programpunkter blev også denne gang bundet sammen af booktalk og formidling af klassikere fra bibliotekets litteratur-passionerede personale.

Kommet for at blive

Litteraturdagene på Horsens Bibliotek er kommet for at blive. De har et bredt fokus, så der er noget for enhver smag, og forfattere, forlag og litteraturformidlere sikrer, at vi kommer rundt om og ind i litteraturen. 

Vi dykker ned i teksterne. Vi får overblik og ser sammenhænge. Det åbner mulighed for samtaler mellem forfattere og læsere og udveksling af gode læseoplevelser læserne imellem.

Litteraturdage 2022

Biblioteket er litteraturens og læsningens forsamlingshus, og derfor inviterer vi selvfølgelig også på Litteraturdage i 2022. Hvem vi får besøg af, og hvilke værker vi skal snakke om og begejstres af, skal vi nok fortælle dig om, når vi nærmer os. Hold øje med hjemmesiden og Facebook. Vi glæder os til at se dig til endnu mere læselyst i 2022.