Vinterbergs bagkatalog

Vi kender alle historien om Druk og filmens sejrrige gang i den internationale filmverden. Men hvad gik forud for succesen i Thomas Vinterbergs produktion? Vi har taget et kig på instruktørens bagkatalog, som både rummer store succeser og enkelte skuffelser. Af Jette S. F. Holst

Søndag d. 25. april 2021 vandt Thomas Vinterberg og hele holdet bag filmen Druk en Oscar for International Feature Film. Det er blot fjerde gang, det er lykkedes for en dansk film. Tidligere har Babettes gæstebud instrueret af Gabriel Axel, Pelle Erobreren instrueret af Bille August og Hævnen instrueret af Susanne Bier vundet en Oscar. Men Vinterberg var også nomineret til en Oscar for Best Achievement in Directing som den første dansker nogensinde. Det er vildt og siger lidt om, hvilket talent Vinterberg besidder, også selvom han ikke vandt – denne gang.

Begyndelsen

Vinterberg startede sin filmkarriere med en række kortfilm, som kulminerede, da han i 1994 vandt prisen for Bedste Kortfilm ved Odense Internationale Film Festival for Drengen, der gik baglæns.

Et par år efter tog han springet til det store lærred med De største helte, der havde Thomas Bo Larsen i hovedrollen som bankrøveren Karsten, der sammen med vennen Peter (i skikkelse af Ulrich Thomsen) stikker af til Sverige med datteren Louise, da han opdager, at hendes stedfar ikke behandler hende ordentlig. Filmen vandt hele 3 Robert-priser for Bedste Mandlige Hovedrolle, Bedste Mandlige Birolle og Årets Filmmusik - og den blev også godt modtaget af publikum med lidt over 61.000 solgte biografbilletter.

Kulturmediet Soundvenue har i en artikel rangeret Vinterbergs film fra værst til bedst, og her kommer De største helte ind på en sjetteplads. Personligt ville jeg nok rangere den højere, fordi jeg er vild med filmens skønne humor.

Gennembrud

Soundvenues førsteplads er dog ikke til at komme udenom. Det er nemlig Festen, der havde premiere i 1998 og var den første af dogme-filmene. Dogme 95 var et kollektiv af filminstruktører bestående af bl.a. Lars von Trier og Thomas Vinterberg. Kollektivet nedsatte ti bud med regler og rammer for instruktørens brug af forskellige tekniske hjælpemidler, og anså dogme-bevægelsen som en redningsaktion for filmen som kunstart fremfor industri.

Festen blev en kolossal succes, og solgte over 400.000 billetter i biografen. Den vandt Juryens Pris ved Cannes Filmfestival, 7 Robert-priser, 2 Bodil-priser samt en lang række internationale filmpriser, og Thomas Vinterberg blev kåret som Årets Nye Europæiske Fund ved European Film Awards. Filmen kom også på Kulturministeriets kanon for film i 2006, hvor kanonudvalget kaldte den for ”et familiedrama uden sidestykke i dansk filmhistorie”, og det afsløres, at Vinterberg fandt inspiration til filmen i radioprogrammet Koplevs Krydsfelt. Her fortalte en mand ved navn Allan, hvordan han og søsteren igennem mange år blev seksuelt misbrugt af deres far, og at han ved farens 60-års fødselsdagsfest afslørede misbruget under en tale. Senere har det vist sig, at historien ikke var sand, men det gør jo ikke Vinterbergs film mindre god.

Efter Festen. Den svære... treer?

Ofte taler man om den svære to’er, men for Vinterbergs vedkommende var det snarere den svære tre’er. Efter Festen gik der fem år, før It’s All About Love fik premiere, men hverken den eller Vinterbergs næste film, Dear Wendy blev særligt vel modtaget af hverken publikum eller anmeldere. Begge film var udenlandske produktioner, og Dear Wendy havde endda manuskript af Vinterbergs dogme-bror, Lars von Trier.

I det hele taget har Vinterbergs udenlandske produktioner været hans mindst succesfulde, hvis man ser bort fra periodedramaet Far From the Madding Crowd fra 2015. Ikke engang den stort anlagte film Kursk fra 2019 om tragedien med den russiske ubåd, der sank tilbage i 2000, fik de danske biografgængere på banen, på trods af at det skulle være den dyreste af Vinterbergs film.

Det er dog heller ikke alle de danske film, der har været lige succesfulde. Vinterbergs første danske film i ni år, En mand kommer hjem fra 2007, solgte ikke ret mange billetter. Men herfra begyndte heldet at vende tilbage.

Jagten bliver Oscar-nomineret

Vinterbergs filmatisering af Jonas T. Bengtssons roman Submarino vandt 5 Robert-priser, en nominering til Sølvbjørnen i Berlin og flere andre internationale priser samt ikke mindst Nordisk Råds Filmpris. Mens hans næste film, Jagten fra 2013, blev hans største succes siden Festen. Over 650.000 indløste billet til filmen i biografen, det år kun overgået af Jussi Adler-Olsen filmatiseringen Kvinden i buret.

I filmen spiller Mads Mikkelsen hovedrollen som pædagogen Lucas, der bliver anklaget for pædofili og ender i en moderne heksejagt, hvor fakta og retssikkerhed sættes til side for massehysteri og selvtægt. Jagten blev nomineret til en Oscar for International Feature Film, og vandt et hav af priser. Bl.a. vandt Vinterberg Prize of the Ecumenical Jury i Cannes, mens Mikkelsen løb med prisen for Best Actor.

Soundvenue har placeret Jagten på tredjepladsen i sin gennemgang af Vinterbergs film med ordene: ”Understøttet af en fortræffelig præstation fra Mads Mikkelsen forplanter Vinterberg følelsen af uretfærdighed dybt i tilskueren. Her viser Vinterberg, hvordan han på niveau med nogle af filmhistoriens største instruktører – fra Fritz Lang til Sidney Lumet – formår at bygge effektiv suspense op om en elementært gribende menneskelig historie.”

Også Kollektivet fra 2016 blev en anmelder- og publikumssucces. Filmen bygger bl.a. på Vinterbergs egne erindringer om at vokse op i et kollektiv, og handler om et ægtepar spillet af Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm, der beslutter sig for at starte et kollektiv, da de arver mandens barndomshjem i Hellerup.

Kollektivet solgte tæt på 296.000 biografbilletter og vandt masser af priser. Bl.a. vandt Trine Dyrholm både Sølvbjørnen i Berlin, en Robert og en Bodil for sin rolle som hustruen Anna, og anmelderne var generelt begejstrede. Kristeligt Dagblad skrev bl.a.: ”Thomas Vinterbergs bedste film handler om børn, der udsættes for et eller andet overgreb eller en smerte, de har vanskeligt ved at rumme. Det gjaldt Festen og Jagten, og det gælder den aktuelle Kollektivet.” Og så er vi fremme ved Vinterbergs seneste film og publikumsmæssige største succes.

Druk

Druk havde premiere d. 24. september 2020, og næsten 785.000 mennesker har set filmen i skrivende stund, på trods af COVID-19 nedlukning af biograferne i månedsvis.

Historien om de fire gymnasielærere, der beslutter sig for at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt i blodet, er blevet en international succes. Det på trods af tragedien, der ramte Vinterberg undervejs, da hans teenagedatter døde i en trafikulykke fire dage inde i optagelserne. I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Vinterberg, hvordan det hjalp ham igennem at lave filmen sammen med venner, som havde kendt datteren Ida, siden hun blev født. Samtidig blev filmen mere en hyldest til livet end en hyldest til alkohol. Udover en Oscar for International Feature Film og Vinterbergs instruktør-nominering har Druk vundet 41 filmpriser og har været nomineret til yderligere 55. Dermed er det også hans mest vindende film, tæt forfulgt af Jagten, der i alt vandt 37 priser, og Festen der vandt 28 priser.

En hold-indsats

Fælles for Thomas Vinterbergs bedste film er, at han både har skrevet og instrueret dem, og at han her arbejder sammen med folk, han kender. Mange af de bedste har han skrevet manuskriptet til sammen med Tobias Lindholm eller Mogens Rukov, ligesom han ofte har haft den prisbelønnede filmfotograf Anthony Dod Mantle eller danske Charlotte Bruus Christensen på billedsiden. Også på skuespillersiden går mange ansigter igen i flere af Vinterbergs produktioner. Ikke mindst Thomas Bo Larsen er et kendt ansigt i Vinterbergs film lige fra De største helte til Druk, men også Mads Mikkelsen, Magnus Millang og Trine Dyrberg har været med i flere Vinterberg produktioner.

De mindst succesfulde film har således været de udenlandske produktioner, hvor biografgængerne ofte har svigtet billetsalget. Ser man på Soundvenues liste ligger de udenlandske film fra 8. pladsen (Far From the Madding Crowd) til 11. pladsen (Dear Wendy). Problemet med den slags lister er dog, at også gode film kan ende længere nede på listen, end de fortjener, fordi der nu engang skal være en film på hver placering. Så hvis du synes, at Når en mand kommer hjem er Vinterbergs sjoveste film, så virker det helt urimeligt, at den er endt på en 12. plads. Derfor – lad ikke andres lister afgøre din smag, men lav din egen vurdering. Og husk at du kan låne de fleste af Thomas Vinterbergs film på biblioteket eller streame dem med bibliotekslogin på Filmstriben.dk.

Tip | Jettes 5 favoritter

  1. Druk, 2020. Skøn med alvorlig undertone.
  2. Festen, 1998. Fedt at opleve Dogme første gang.
  3. Jagten, 2013. Mikkelsen leverer pragtpræstation.
  4. De største helte, 1996. Herlig, skæv humor.
  5. Kursk, 2019. Gribende og vigtig.

Vinterbergs spillefilm

Ud over spillefilmene, har Thomas Vinterberg også lavet flere kort- og TV-film.

  • Druk, 2020
  • Kursk, 2019
  • Kollektivet, 2016
  • Far from the Madding Crowd, 2015
  • Jagten, 2013
  • Submarino, 2010
  • En mand kommer hjem, 2007
  • Dear Wendy, 2005
  • It’s All About Love, 2002
  • Festen, 1998
  • De største helte, 1996
  • Drengen der gik baglæns, 1994