Morgensang

På biblioteket har vi både Morgensang på udvalgte dage og almindelige Fællessangsarrangementer. Læs mere om hvad fællessang kan, og kom så og syng sammen med os. Du bliver helt sikkert ikke i dårligt humør. Af Sanne Hansen

På Horsens Bibliotek har vi længe tilbudt fællessang, og det har været et populært tilbud – også før Corona-epidemien fik sang på alles læber. Med fællessang er det lidt som med motion; man er altid i bedre humør efterfølgende.

Historisk har den danske fællessang lange rødder tilbage til det 19. århundredes dannelses- og vækkelsesbevægelser, bl.a. Grundtvigianismen, og med industrialiseringen blev det hurtigt tydeligt i arbejderbevægelsen, at sang i fællesskaber forener og giver pondus. Under 2. Verdenskrig fik fællessangen nyt liv i form af Alsang, hvor danskere de første år af besættelsen sang fædrelandssange og udtrykte sammenhold og nationalfølelse ved store stævner.

Hjerter i takt

Men hvad er det, fællessangen gør ved os udover det åbenlyse: at vi føler samhørighed, når vi synger samme ord og melodi på samme tid? Jamen, intet mindre end at vores hjerter kommer til at slå i takt! I hvert fald har en svensk forskergruppe påvist, at den ydre synkronisering, følges af en indre ditto. Hjerterytme og vejrtrækning kommer simpelthen til at følges ad hos de involverede i fællessang.

Og så bliver vi gladere, for sang udløser endorfiner, kroppens eget morfin, som skaber følelser af velvære og lykke.

Der er altså masser af gode grunde til at synge sammen, og det gør vi danskere også i udstrakt grad til helt almindelige fødselsdage, juleaften, til Sankt Hans, og selvfølgelig, hvis der skulle være en fodboldkamp i gang. Nogle af os synger i badet, men vi synger altså også på biblioteket. Se meget mere om de forskellige sang-arrangementer og meld dig til på hjemmesiden.

Kilder: levendekultur.kb.dk og videncenterforsang.dk