Kærlighed på biblioteket

Nogle møder deres udkårne mellem boghylderne – andre nøjes med et litterært kærlighedsboost. Det sidste er lige til at hente. Både hvis du er til romantiske klassikere, og hvis du foretrækker nyere litteratur om for eksempel tantra, vampyrkærlighed eller erotik.

Jeg stod ved fantasy-hylden på biblioteket. Det var en mandag eftermiddag i læseferien. Jeg var 17 år og på udkig efter en bog til de lune juniaftner, da jeg genkendte en stemme. Hele kroppen reagerede på ét sekund. Hjertet slog hurtigere, mit fokus havde forladt boghylden. Jeg nåede kun lige at tage mig sammen, før de drejede rundt om reolen og fik øje på mig: Den fyr, jeg var hemmeligt forelsket i, kom gående med en ven. De hilste, vi snakkede, jeg smilede til dem begge. Jeg aner ikke, hvad vi sagde til hinanden, for mit hoved var fuld af duften af hans jakke og synet af ham. Han havde hestehale, Warhammer-Tshirt og runde John Lennon-briller. Han duftede som solvarm træflis ved dugfald. Og jeg var totalt, mega forelsket. Om aftenen to dage efter bankede det på min hoveddør. Min mor åbnede og kaldte på mig. Udenfor stod… han! Vores øjne mødtes, jeg kunne knap nok trække vejret. Vi gik tavse ind på mit værelse, hvor vi satte os på sengen og holdt i hånden. Alle nerveender i min krop forlod deres faste pladser og fandt vej ned i håndfladen, hvor min hud rørte ved hans. Siddende der på min seng fortalte han, at han havde været forelsket i mig længe, men at hans ven fra biblioteket havde spurgt til, om jeg var single eller ej, hvorefter det var gået op for ham, at han hellere måtte skynde sig at score mig, før en anden gjorde. Havde det ikke været for Haderslev Biblioteks fantasyhylde, ville det aldrig være blevet os.

Biblioteket er fyld med begær - undskyld, bøger...

I et stykke tid har det været svært at gå i byen, så hvor går man hen for at finde sig en kæreste, en date eller bare en flirt? Hvad med dit bibliotek? Du vil blive overrasket over hvor mange biblioteks-kærlighedshistorier, der findes. Og hvis du lige vil nøjes med at læse om det først, bare for lige at tjekke om det mon er noget for dig, det der kærelighed, så kan du få masser af action på biblioteket. For biblioteket er ikke kun gamle klassikere og svære fagbøger. Der er også masser af saftige historier på hylderne…

Hede tip

Erotisk litteratur er blevet mere socialt acceptabelt efter Fifty Shades-serien og After-serien blev voldsomt populære. Måske har du set filmene og synes, at de var meget uskyldige? Så prøv at læse bøgerne, for der er altså flere sveddryppende detaljer... Black Dagger Brotherhood-serien er også en mulighed. Det er vampyrbøger – for voksne: Maskuline kriger-hanner kæmper imod onde eliminatorer og egne indre dæmoner, det sidste kan heldigvis fikses med hjælp fra den helt rigtige kvinde. Er du mere til sød kærlighed, så prøv Ærlighedsprojektet af Clare Pooley, om en række ensomme, som mødes igennem en notesbog, hvor de skriver om deres virkelige liv – i modsætning til den facade af overskud og kontrol, de ellers foretrækker at vise frem. Egentlige borgerkurser i erotik er nok ikke lige på trapperne, men der er heldigvis interessante fagbøger, som tager erotik og sanselighed alvorligt, hvis du trænger til ny inspiration. Lån bøger om alt fra sensuel massage til tantra og kama sutra.

Kærlighedshistorier (direkte fra biblioteket)

Ung kærlighed?

”Hvert år holder vi readathon for unge på biblioteket. De læser, pjatter og hygger. Et år så jeg to unge, som ikke kendte hinanden ved starten af arrangementet, men som snakkede og grinede meget sammen. Hen imod slutningen af arrangementet, holdt de hinanden i hånden og kiggede genert væk, da jeg opdagede det… Hvad det blev til imellem dem senere, ved jeg ikke. Men fedt at se hvad samvær på biblioteket kan føre til...”
- En bibliotekar

En kæk låner

”Jeg havde ikke været mange dage i mit nye job, før jeg registrerede en meget flittig bruger, som stillede utrolig mange spørgsmål - og var pæn. Jeg lagde ikke noget i det, før han en dag sagde: ”Vil du hjælpe mig med at sende den her mail?” Jeg satte mig for at hjælpe, men han havde ikke skrevet en modtageradresse. ”Det er fordi mailen er til dig”, lød det kækt. Jeg læste den ikke, før jeg kom hjem. I mailen spurgte han, om vi skulle drikke en kop kaffe sammen, og det skulle vi da! Seks måneder efter var vi flyttet sammen, og efter yderligere seks måneder ventede vi barn sammen.”
- L.

En rose fra en låner

”En af de faste lånere gav mig en rose og sagde, at han syntes, jeg var rigtig sød. Vi faldt i snak og var faktisk sammen i 5 år.”
- Anonym

Kaffe, nej tak

”Efter en dag på et stort set tomt biblioteket, modtog jeg en mail fra en fyr, der skrev, at han var den låner, der lige var gået. Han havde fundet mit navn på hjemmesiden og ville gerne invitere mig på kaffe. Desværre havde jeg en kæreste og et barn, så jeg sagde nej tak, men var meget smigret.”
- A.

Kærlighed | Også på film

På Filmstriben.dk kan du streame masser af film om kærlighed - fra litterære filmatiseringer som fx Madame Bovary, Anna Karenina og Jane Eyre til mere moderne historier om kærlighed som i Love Actually, Betty Blue eller Adèles Liv .

Tip | 5 kærlige favoritter

  1. Lake house af Kate Morton.
  2. Mit knap så perfekte liv af Sophie Kinsella
  3. Ærlighedsprojektet af Clare Pooley.
  4. Bridget Jones af Helen Fieldning
  5. Stolthed og Fordomme af Jane Austin