Lys eller mørke? Om hygge og uhygge i Norden

Det er hyggeligt at blive holdt om under en lun dyne – men uhyggeligt, hvis man vågner op og ikke ved, hvem der holder! Vi guider dig gennem hygge og uhygge i nordiske bøger og film, og så er det op til dig, om du går med lyset eller mørket. Af Janus Andersen, Jette S.F. Holst og Nina Wegner

Lær mer’ | Om nordlys

Fænomenet nordlys har været betragtet både som hyggeligt og uhyggeligt. Romerne mente det var Aurora som klargjorde himlen til solopgang, andre mente det var et varsel fra Gud om en snarlig straf for menneskers synder. I Norden holder vi fast i, at man ikke må fløjte, mens der er nordlys - for så vil nordlysets ånder stige ned og hive os med til dødsriget...

Kilde: Nordlys, Tina Ibsen

Der er ikke langt fra hygge til uhygge. Sprogligt skal der bare et lille ”u” til – og hvis man trækker det ”u” lidt ud, er det den samme lyd, de døde laver i mørket, mens de ryster deres lænker. Som læsere har vi forskellige præferencer: nogle elsker den varme, litterære omfavnelse, andre de kolde knokkelfingre. Er du til feel-good eller gru? I det følgende er valget dit, når vi præsenterer fortællinger, der parvis har noget tilfælles, men stemningsmæssigt udvikler sig helt forskelligt.

1. Temperaturen stiger

Uhygge: Der er gang i ovnen i Matias Faldbakkens Vi er fem. Det er dog ikke brød, der bliver bagt, men en ganske særlig blanding af ler og kemi tilsat lidt wifi-stråling og en nat på alkohol og stoffer. Det, der kommer ud af det, er ikke en surdej, man kan fortælle om på Instagram, men et sært væsen, der går egne veje. Vi er fem er historien om Tormod og Siv, der ikke lever et liv uden problemer, men dog får det til at fungere. Lige indtil familiens elskede hund forsvinder. Til leret bliver bagt. Til det nyeste medlem af flokken begynder at skubbe sig langsomt rundt og hjælpe til. Det er en ganske særegen udgave af Frankenstein, der på norsk grund starter genkendeligt men langsomt kvabber sig ud i en mere og mere skæv situation. Det er en bog, der på en og samme tid fascinerer, underholder og skræmmer en lille smule.

Hygge: Der er også hedt i Bergsveinn Birgissons roman Svar på Helgas brev, men her er det Bjarni, der bager på frodige Helga. Romanen foregår i Island og er et brev til Helga skrevet af den 90-årige Bjarni. Bjarni og Helga var 60 år tilbage i tiden naboer og bosat i en af Islands øde egne. Ud over at passe sin gård og sine får var Bjarni ansat som kommunal foder-tilsynsførende. En dag skal han føre tilsyn med fårene på Helgas gård, og det bliver ikke kun fårene, som får tjekket musklernes styrke og kødfuldhed. Historien om Helga og Bjarnis kærlighed og erotiske besættelse er både bevægende og stærkt humoristisk fortalt. Kun ganske kort tid har de sammen, hvor de udlever deres kærlighed. Så sker der noget som sætter en stopper for forholdet. Det er en hyggelig, erotisk og humoristisk fortælling fra en ødemark, hvor naturen i vinterkulden lukker helt ned for almindeligt samvær.

2. Ud i naturen

Uhygge: Hovedpersonen i Tor Even Svanes roman Skamskudt er en ung dyrlæge, som skal overvåge jagten på sæler på Grønland og sørge for, at den foregår under ordentlige forhold. Hun er udpeget som inspektør på et fangstskib, og fortællingen foregår på en båd fyldt med mænd. Der er fra start lagt op til konflikt på alle niveauer. Det handler både om forskellige kulturer og klasseforskel. Den unge dyrlæge taler ikke samme sprog som mændene, og frem for alt er holdningerne til naturen og til opgaven helt forskellige. Truslerne ligger lige under overfladen, og en ubehagelig undertone fornemmes fra første side. Det er en letlæst, gysende is-thriller om kvinder, mænd, magt og blodig jagt.

Hygge: Naturen byder på forundringsmuligheder, uanset hvordan man indstiller blikket - fra de store vidder, der holder himlen oppe, til de bittesmå svirrefluer, som man skal lede efter for at se. Fredrik Sjöberg indstiller blikket på de små ting i Fluefælden og tager læseren med til en lille svensk skærgårdsø og livet der. Fluefælden er første bind i Sjöbergs selvbiografiske trilogi og fortæller om, hvordan det er at være samler og samle på svirrefluer. Det er en bog, der formår at sætte farten helt ned og indstille blikket på det mindste, men alligevel fortælle en historie om alt det, der kommer deraf. Sjöberg er en vidende guide, der fører læseren frem og tilbage i tiden, mens han med næsten hypnotiserende stemme fortæller om fluer og livets mening.

3. We are family

Uhygge: I Stina Jacksons krimi Sommermørke kommer vi både tæt på den øde nordsvenske natur og på en ulykkelig familiefar. Lelle er besat af at finde sin forsvundne 15-årige datter. Næsten hver aften kører han vejene tynde i de Norrlandske skove i håb om at finde spor efter sin datter Lina, som forsvandt sporløst tre år tidligere. I en parallel-historie hører vi om den unge Meja, som netop er flyttet til en lille landsby i Nordsverige sammen med sin mor. Mejas mor har valgt at flytte ind hos en mand, som hun har mødt på nettet, og Meja er ikke glad for situationen. Ensomhed og mangel på kærlighed bringer Meja i armene på landsbyens flotteste fyr, og hun flytter ind hos hans familie. Sommermørke er en velskrevet psykologisk thriller og blev kåret til årets svenske krimi i 2018.

Hygge: Christina skal besøge sin jyske svigerfamilie for første gang, og det er hun ikke ubetinget begejstret for. I Søren B. Kristensens roman Jylland tur-retur er der humor og julehygge på tapetet. Christina bor på Vesterbro og har aldrig haft lyst til at forlade storbyen. Men nu er hun flyttet sammen med kæresten Morten, og det går rigtig godt. Det eneste minus er, at han kommer fra Vestjylland, og at hun har lovet at tage med ham hjem til jul. Selvom Christina er overbevist om, at Jylland er et sted uden mobildækning, ordentlig mad og fyldt med religiøse bonderøve uden humor og stil, kan hun ikke længere undgå at besøge sin jyske svigerfamilie. Og det kommer der en hel del sjove episoder ud af. Jylland tur/retur er en underholdende historie om kærlighed, fordomme og ikke mindst pinlige forviklinger.

4. Ensomhed?

Uhygge: Lille Fugl er ikke helt alene, men det føles sådan på de lange aftener. Det gamle, mørke hus knager omkring ham – nogle gange skræpper hans gamle mor fra sin seng – og måske er de derude. Dem. Lille fugl er en tegneserie af de to finner Lauri og Jaako
Ahonen, og det er en skummelt gribende affære. Vores hovedperson er alene, ikke for at pakke sig ind i et tæppe foran pejsen med en kop varm chokolade, men fordi verden derude er ”Åh så ond”. Og verden lægger sig om huset og om Lille Fugls liv og trykker sig tættere og tættere ind. På samme måde kravler historien under huden på læseren og sitrer for øjnene af én – og ender som et af de sjældne værker, hvor man har lyst til at græde med hovedpersonen og lukke døren til verden.

Hygge: Du slapper af, fri for andre menneskers krav og overladt til dine egne tanker. Det er nu, du finder ud af, om du er godt selskab. I Kristin Marja Baldursdottirs roman Havblik står hovedpersonen Flora med netop den udfordring. Hun er blevet fyret fra sit arbejde, som hun har passet omhyggeligt gennem 30 år, og hun er vred. Hun er også ked af det og på kanten af en depression. Sønnen og svigerdatteren tilbyder hende et arbejde i en lille bygd i det øde og barske Vest-Island. Hun får til opgave at male en feriehytte, hvor hun kan bo, mens hendes lejlighed i Reykjavik udlejes til turister. Flora flytter ind og går straks i gang med malerarbejdet. Det er vinter, og hun er ensom, men møder en organist og flere udenlandske kvinder, som arbejder på den lokale fiskefabrik. Kvindernes personlige fortællinger folder sig ud, og det viser sig, at de alle har smukke sangstemmer. Havblik er en varm og rørende roman om kvindeliv, musik og venskaber på tværs af kulturer.

5. På med camping-habitten

Uhygge: For mange er barndommens campingture prentet i hukommelsen i et lyserødt skær, men den tur, fire venner tager på i Steinar Bragis roman Højlandet, er alt andet end idyllisk. I tiden lige efter finanskollapset i Island har de gamle venner Ravn og Egil genoptaget kontakten. Sammen med deres kærester beslutter de at tage på roadtrip i det islandske højland. Turen går dog ikke som planlagt. De kører forkert i mørket og tågen og ender langt ude i ingenting, hvor de totalskader bilen. Midt i ødet finder de et hus beboet af et ældre ægtepar, som tilbyder, at de fire venner kan overnatte og låne deres bil til at komme tilbage til civilisationen næste dag. Men så let går det ikke. Steinar Bragi har skrevet en skræmmende roman, som Bo Tao Michaëlis kaldte: ”[…] en psykologisk gyser i den stil, hvor intrigen svinger mellem spøgelsesagtige rædsler og psykologisk realisme.” 

Hygge: I Sorg og camping skriver Lone Hørslev om dansk hverdag. Gunnhildur er forsvundet, men det viser sig snart, at Gunnhildur simpelthen er stukket af fra sin selvhøjtidelige mand Thomas. Vi befinder os i den jyske provins i nærheden af Ringkøbing i  0’erne, hvor ord som sodavandsmaskine, walkman, moviebox og kartoffelkur var helt almindelige. Vi følger de fem hovedpersoners tanker, bl.a. Mariannes glædesfyldte erindringer om en campingtur med nøgenbadning, som dog ikke helt kan fortrænge den følelse af kærlighedsløs fastlåsthed og sorg, som er hendes virkelighed lige nu. Det handler om hverdag og pligter, men det er alligevel sjovt og hyggeligt at læse om nisselandskaber og gale katte på loftet.

6. Det store hvide

Uhygge: Liselotte Michelsens debutroman Isfald er en sne-gyser, som får blodet til at rulle hurtigere. Hovedpersonerne hedder Erik og Monica og mødes ved et middagsselskab. De er begge fanget i et utilfredsstillende hverdagsliv, og mødet åbner nye muligheder for dem. Erik har en drøm om at nå til Nordpolen, og Monica vil gerne ud af sit ikke særligt velfungerende familieliv med mand og barn. I hvert fald for en kort periode. Hun bærer rundt på et traume, som forfølger hende dag og nat. Måske kan en strabadserende tur til Svalbard bringe hende ud af den melankoli og depression, som præger hendes dagligdag?

Hygge: Norske Ingvild H. Rishøis Vinternoveller bringer trøst og varme, selv om den i udgangspunktet handler om mennesker uden overskud til at klare hverdagen. Den første novelle handler om den unge mor, der er på vej hjem fra børnehaven med datteren, der har tisset iweekenden. Den anden novelle handler om en ung far, der netop er kommet ud af fængslet. Han får besøg af sin søn og vil gerne købe en hovedpude til drengen. Han magter ikke opgaven men får uventet hjælp. Den tredje novelle handler om 17-årige Rebekka, som en vinterdag flygter for at tage hånd om sine små søskende. Opgaven er vanskeligere end Rebekka kunne forstille sig, men også her dukker hjælpen op som et lille varmeblus i den strenge vinter.

Trille sang ”og sådan er der altid et lille lys i mørket det står og blafrer der et sted”. Det kunne være titlen på denne fine, lille novellesamling.

7. Til havs

Uhygge: Måske har du også prøvet at sejle med færgen fra Rødby til Puttgarden, hvor formålet var at købe toldfri varer og hygge sig med vennerne? Svenskerne har deres egen version af disse toldfri ture, nemlig færger mellem Sverige og Finland. Det er ombord på sådan en færge Mats Strandbergs roman Færgen udspiller sig.

Krydstogtskibet Baltic Charisma sejler dagligt mellem Stockholm og Finland med en blanding af familier, der skal fra det ene land til det andet, og partygæster, som udnytter de lave, toldfrie alkoholpriser. Vi følger en række personer ombord på færgen fra den tidligere medarbejder Calle, som er på en romantisk tur med kæresten, til drengen Albin, som rejser sammen med sin familie. Men i stedet for en hyggelig og festlig overfart bliver turen et sandt mareridt. Midt på åbent hav afløses morskaben af et sanseløst blodbad, som det er umuligt at slippe væk fra.

Mats Strandberg skriver godt, og han formår både at fortælle den nære historie om f.eks. de meget realistiske problemer i drengen Albins familie, og at give den gas, når blodet står knæhøjt og realismen er røget ud af vinduet. Det er gyseligt underholdende.

Hygge: Heldigvis er ikke alle sejlture i Norden uhyggelige. Det er familien Kløvedal/Beha et bevis på. En stor del af familien Danmark har fulgt både Troels Kløvedals mange rejser over hele verden og senest sønnen Mikkel Beha og hans familie på deres togt op langs Norges kyst til Svalbard, hvor turen ender kun 100 sømil fra pakisen omkring Nordpolen. I 10 afsnit fulgte vi den kendte sejlerfamilie, og nu kan dvd’en Kurs mod nord lånes på biblioteket sammen med bøger og film om andre af deres rejser.

8. Musik, der bevæger

Uhygge: Musikken løber i blodet på Lille Stjerne, fra Lennart finder hende som spædbarn i skoven, til hun mange år senere forsøger at undslippe den dysfunktionelle families dræbende favntag. Hun skriger ikke, da han graver hende fri af jordbunden, men udstøder i stedet et rent E. Og musikken når ud til andre mennesker, forbinder dem til Lille Stjerne – og det kommer der en uforglemmelig historie ud af.

John Ajvide Lindqvist formår at fortælle historier, der trækker læseren dybt ind i en grum socialrealisme for derefter at lade et mere eller mindre unaturligt element finde vej ind i fortællingen som en foruroligende mol i en allerede dyster sang. I Lille Stjerne gør han på forunderlig vis musikken til noget, der rejser de små hår i nakken.

Hygge: En anderledes sød, feel-good-historie er filmen Yesterday instrueret af Danny Boyle. Amatørmusikeren Jack Malik drømmer om at slå igennem, men det kniber med at få opmærksomhed. Han spiller for tomme huse med kun vennerne som publikum. Så en dag får Jack nok. Han vil lægge musikken på hylden. Men før han kommer så langt, bliver han kørt ned af en bus, og da han kommer til sig selv igen, vågner han til en forandret verden. En verden, hvor The Beatles ikke har eksisteret, og ingen udover Jack kender deres sange. Så hvad gør man, når man gerne vil slå igennem som musiker? Hvis du er vild med The Beatles, og holder af en hjertevarm komedie, er Yesterday en sikker – og hyggelig – vinder.

Omtaltebøger og film

Vi er fem af Matias Faldbakken
Svar på Helgas brev af Bergsveinn Birgisson
Skamskudt af Tor Even Svane
Fluefælden af Fredrik Sjöberg
Sommermørke af Stina Jackson
Jylland tur-retur af Søren B. Kristensen
Lille fugl af Lauri og Jaako Ahonen
Havblik af Kristin Marja Baldursdottir
Højlandet af Steinar Bragi
Sorg og camping af Lone Hørslev
Isfald af Liselotte Michelsens
Vinternoveller af Ingvild H. Rishøi
Færgen af Mats Strandberg
Kurs mod nord af Mikkel Beha (DVD)
Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
Yesterday af Danny Boyle (DVD)

Tænd bare for alt lyset igen...

...og (u)hyggen forsvinder som damp fra tekoppen eller det hvide ansigt i mørket, alt efter hvad du har valgt blandt vores anbefalinger. Den virkelige verden kalder, og den er ikke så let at dele op. Men husk, du kan altid vende tilbage til det, der passer dig bedst. Du skal bare åbne en bog.

Lær mer’ | Hvorfor kan vi lide uhygge?

Hvad er det, der fascinerer os ved det uhyggelige? Det har filosoffer og forskere forsøgt at svare på siden Antikken, hvor Aristoteles foreslog, at der kan være en forløsning forbundet med at udsætte sig selv for frygt. Siden er der kommet mange andre forklaringer. Den freudianske tolkning taler om lysten til at opleve det forbudte, mens kulturhistorikere ser gysets monstre som en afspejling af samfundet. Endelig har den danske forsker Mathias Clasen en darwinistisk tilgang: Han mener, at gysets monstre minder os om virkelige farer fra dengang, vi levede på savannen. Og ligesom andre pattedyr slås for sjov for at træne færdigheder, de har brug for senere i livet, opsøger mennesket gys og gru for at lære sig selv bedre at kende. Vi lærer, hvordan vi reagerer i forskellige situationer, som – selvom de er fiktion – alligevel får virkelige følelser til at rulle i os. God horror kan lære os at forholde os til negative og voldsomme følelser i et sikkert miljø, hvor det ikke kan koste os livet.