Ny luft under læselysten

8 strengt personlige anbefalinger, som nok skal sætte gang i læselysten hos store og små.

1: Novella til lommen

Den kinesiske forfatter Sun Pins Uendelig lidelse er en interessant lille roman eller novella. Fremmedartet men også meget fascinerende. Hovedpersonen opsøger en embedsmand og forsøger at indynde sig for at få en ny og større lejlighed. Hun får dog ikke held med sit forehavende, og det ender grueligt galt...

- Vibeke Johansen

2: Fremragende...

Jonas T. Bengtssons Fra blokken er en fortælling om tre venner, der vælger hver deres vej i livet. Den ene forsvinder, og hvad er der sket? Du kan tage drengene ud af blokken, men ikke blokken ud af drengene.

- Lida Wengel

3: Blender-fantasy

Hæld en sjat troldmandsskole i blenderen, tilsæt en dl. træningslejr, en spiseske forsvundet bror, 200 g. social ulighed, en teskefuld venskab og rigeligt med rige møgunger. Tænd blenderen og lad den køre i 10 sekunder. Voila! Amari og nattens brødre af B. B. Alston.  Spændende fantasy. Fra 11 år.

- Anna Mathilde Nielsen

4: ”Frankly, my dear...

...I don’t give a damn.” Replikken er nok en af de mest ikoniske i sydstatsromanen/filmklassikeren, Borte med Blæsten I årevis har mænd og kvinder sukket over Vivien Leigh og Clark Gable aka Scarlett O’Hara og Rhett Butler, som tilsyneladende elsker at hade hinanden. Noget tyder på, at vi aldrig bliver færdige med romanen fra 1936.

- Vibeke Johansen

5: 30 timers lydbog

Jeg har båret Troldmanden af John Fowles med mig i det meste af mit voksne liv, alligevel har jeg kun læst bogen én gang som helt ung. Jeg husker, at jeg læste og læste, og for hver side forstod jeg mindre og mindre. Dog drev en gennemgribende undren mig: hvad  er det, der foregår? Fowles er en stor fortæller i engelsk litteratur.

- Vibeke Johansen

6: 80% chokolade?

Humor, underfundighed, detaljerigdom og menneskelig indsigt går hånd i hånd i Michael Chabons Den utrolige historie om Kavalier & Clay. Han skriver som 80% chokolade – det er næsten for godt. Kort fortalt flygter Joe fra Prag før krigen og ender hos sin fætter Sammy i New York. Af nød begynder de at tegne og får stor succes med helten Eskapisten. Bogen fik en Pulitzer-pris i 2001.

- Morten Walther Rasmussen

7: Ballonskipper

Hvordan mon det er at flyve med en luftballon? Hvordan styrer man den, og hvordan mon man får den ned på jorden igen? Fagbogen Luftballon beskriver de første forsøg med at få en luftballon til at flyve - det skete for næsten 300 år siden. Fra 6-9 år

- Morten Walther Rasmussen

8: Hullerikker...

...er 7 cm høje væsner, som bor i træer. Birk og Ask rejser afsted for redde Ella fra Kragekongen. Masser af spænding og natur – og det er hyggeligt at læse en længere historie for de yngste. Heltemod og kragelort af Josefine Ottesen er fra 5 år.

- Anna Mathilde Nielsen