Vejen af Cormac McCarthy

Anmeldt af Nina Wegner

Manden og drengen vandrer sydpå gennem et gråt askebestrøet landskab. De fryser, de er sultne og bange. Med sig bringer de en indkøbsvogn med de mest uundværlige fornødenheder.

Drengen er født efter "Dommedag" og han kender kun den verden, hvor vold og kannibalisme er hverdag. Ligene ligger overalt og al natur er ødelagt. Vandet er giftigt, og husene er udplyndret. Det er den evige jagt på mad, og kulden, sulten og mørket medfører at alle er hinandens fjender.

Centralt i romanen er forholdet mellem far og søn, og i virkeligheden er det kærligheden, omsorgen og barmhjertigheden der står tilbage som det absolut eneste lyspunkt i tilværelsen. "Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt".

Det er lyder tungt og trist, men giver god grund til eftertanke. Bogen er filmatiseret med Viggo Mortensen i hovedrollen, og den glæder jeg mig til at se.

Undervejs kom jeg til at tænke på et par romaner skrevet af den norske forfatter Knut Faldbakken tilbage i 70'erne. "Aftenlandet" og "Sweetwater" er titlerne. Handlingen udspiller sig på en losseplads uden for millionbyen Sweetwater. Her har en gruppe mennesker af forskellige årsager i bogstavelig forstand bosat sig på toppen af det industrialiserede samfunds overflod.

Det er civilisationskritik, miljø- og samfundsbekymring pakket ind i en fantastisk spændende og kulørt historie. Jeg ved ikke om jeg ville være lige så optaget af bøgerne i dag, men jeg husker det som én af mine allerbedste læseoplevelser fra 80'erne. Jeg er temmelig sikker på at  Knut Faldbakkens romaner fra 70'erne og 80'erne var mere politiske end Corman McCarthys, men grundlæggende så er de eksistensfilosofiske emner på linje.