Dancing Charlie af Lars Johansson

Niels-Erik var politibetjent under besættelsen, og blev i 1944 sendt i koncentrationslejr sammen med de øvrige danske betjente. Senere kom han på straffearbejde og endte på en tysk flydedok sammen med 1500 andre krigsfanger, et mareridt der har fulgt ham ind i alderdommen.

Nu sidder han alene i sin lejlighed. Hustruen Lisbeth er død, og hverken hukommelsen eller helbredet er, hvad det har været. En dag ringer det på døren, og udenfor står Vibeke, datteren af en af Niels-Eriks bedste venner som døde ombord på flydedokken.

Vibeke ønsker at vide sandheden om, hvad der skete med hendes far, og selvom det er svært for Niels-Erik, forsøger han at fortælle om de frygtelige dage på dokken. Derved kommer han også selv tættere på at acceptere de voldsomme begivenheder, som har præget resten af hans liv.

Lars Johansson fortæller historien meget fragmenteret, for det er sådan Niels-Erik husker nu. Hans oplevelse af hverdagen forstyrres af udfald, så han pludselig opdager, at Vibeke er gået, eller han glemmer, hvad han gik efter osv. Det er en meget indfølende beskrivelse, og jeg fik stor sympati for Niels-Erik, som på den ene side gerne vil fortælle, og på den anden side føler sig snigløbet og angst over at blive presset.

Jeg har ikke tidligere hørt om flydedokken, der strandede på Langeland i krigens sidste dage, men Lars Johansson skildrer ganske uhyggeligt, hvordan forholdende ombord har været. Og han tegner i det hele taget et billede af livet som krigsfange, der ikke kan undgå at berøre læseren. Det har været en tid, man slet ikke kan forestille sig – og som man derfor skal være forsigtig med at dømme ud fra vores moral.

”Dancing Charlie” er en fortælling om alle de menneskelige følelser, lige fra frygt og had til kærlighed og loyalitet, og jeg blev grebet af både fortællingen og af Niels-Eriks skæbne.