Om dette arrangement

Tid
11:00 - 12:00
Pris
Gratis
Sted/Lokale
Foredragssalen
Målgruppe
For børn
Børn

Tango - en eventyrlig fortælling om en dansk udvandrers utrolige skæbne af teaterRUM

17.03.24
En mand prøver at få brikkerne i sin familiehistorie til at falde på plads. Hvem var hans oldefar? Hvorfor talte familien aldrig om ham? Og hvad skete der egentlig med ham, da han forsvandt i Argentina?

‘Tango’ er historien om en mand, der finder frem til familiens dybeste hemmelighed, da han rydder op på sin farmors loft.

I et hyggeligt, lille rum med et filmapparat, et lærred, et skrivebord og et par gamle bunker aviser får vi fortællingen om en dansker, der emigrerede til Argentina. Manden havde udlængsel i sin sjæl og danserytmer i sine fødder – og derfor lokker tangoen ham med uimodståelig kraft.

Skuespiller Lars Dammark og den argentinske tango-guitarist Alejandro Sancho inviterer os med på en rejse ind i oldefarens liv – over Atlanten, til Buenos Aires og ind i det hjerte, som kommer til at gløde for Maria Rosita og tangoen.

‘Tango’ er en musikalsk fortælling om at turde være sig selv og følge sin passion. Det er historien om en oldefar, som man nok kunne lære noget af. Hvis man tør!

”I et meget lille format og i et flot miks af fortælleteater, leg med papkasser og papir, guitarmusik, film og ja – dans – fyldes publikum i løbet af en lille times tid med en fortælling om, at livet ikke handler om at knægte og kue lysten til at udleve sine drømme. Det handler derimod om at vove at kaste sig ud i de drømme, man har og holde fast i dem. Også når der kommer hårde odds og grove beskyldninger på tværs.” Kirsten Dahl, 5 stjerner i Aarhus Stiftstidende.

Familieforestilling - børn fra 10 år.

Arrangeret i samarbejde med Horsens Teaterfestival og SCENE+. Hent jeres gratis billetter her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/2hmywdor66