Foto af cottonbro fra Pexels

Om dette arrangement

Tid
20:00 - 21:15
Pris
Gratis
Bibliotek
Sted/Lokale
Hjemme ved computeren
Målgruppe
For voksne
Arrangementer for voksne

Onlinedebat: Skal vi droppe de klassiske politiske ideologier for at redde verden?

24.03.21
Danmarks Biblioteksforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Frirummet føler et ansvar for at styrke den demokratiske samtale – også den digitale. I en tid, hvor mange sidder meget alene foran en skærm, skal vi skabe alternativer til hidsige kommentarspor, breaking news og konfliktunderholdning. Hver uge i marts inviterer vi derfor til ”Folkeoplysende Frirumsdebatter” – et digitalt rum med debat, der giver plads til tvivl og dilemmaer og først og fremmest handler om én ting. Det handler om at blive klogere.

Hverken velfærdsstaten eller konkurrencestaten slår til som statsform, når det drejer sig om at handle på klima- og biodiversitetskriserne. Det påstår de to sociologer Rasmus Willig og Anders Blok i deres helt nye bog, Den bæredygtige stat.

De to sociologers helt overordnede pointe er, at de to dominerende ideologier i den danske demokratiske tradition ikke bare ikke kan levere på klima- og biodiversitetskrisen – rent faktisk er de med til at forværre dem! Og politikerne, som tror på de klassiske ideologier, virker handlingslammede, mens protesterne vokser. 

Svaret på kriserne er ifølge de to sociologer en omfattende kollektiv proces, som griber ind i stat, marked og civilsamfund, og som i sidste ende må munde ud i en helt ny statsform – den bæredygtige stat. 

Overfor dette argument står de klassiske politiske ideologier, som de fleste partier på Christiansborg stadig bekender sig til. Har politikerne ikke set lyset siden de vedbliver med at tro, at vi godt kan bekæmpe klima- og biodiversitetskrisen ud fra et enten velfærds- eller konkurrencestatsperspektiv? Vi sætter en fortaler for velfærdsstaten overfor en fortaler for den bæredygtige stat.

Debattører: Pelle Dragsted (Tidl. MF, EL) og Anders Blok (Medforfatter til “Den bæredygtige stat)

Debatpilot: Søren Sinnbeck fra Idrætshøjskolen i Aarhus

Debatterne foregår på Zoom og er gratis. Tilmelding via Nemtilmeld på http://frirummet.org/