Bogtips

Månedens forfatter: Jane Austen

I 2025 blev 250-året for Jane Austens fødsel fejret verden over, og hendes romaner læses stadig vidt og bredt.

Af Miriam Yamil

Formidler Miriam Yasmin Yamil fortæller om kvinden, der i 1800-tallet skrev om livet blandt den britiske lavadel og det bedre borgerskab på landet, om kærlighedens veje og vildveje – altid set fra en kvindelig synsvinkel.

Alt vi ved om Jane Austen kommer fra breve eller biografier hendes forældre har skrevet. Hendes bøger er i modsætning til meget litteratur i dag ikke autofiktivt.

Hun skrev fra en tidlig alder, og blev støttet af familien. Hendes far forsøgte dog uden held at sælge "Fornuft og følelse" i 1797, men i 1803 lykkedes det ham at sælge "Northanger Abbey", dog uden at den blev udgivet før efter hendes død (1818, dansk 1975).

Hendes romaner behandler især emnerne ægteskab, kærlighed, klasse, dannelse og økonomi. På trods af det blev hun aldrig selv gift.

Ud over ungdomsskrifterne, en mindre brevroman, "Lady Susan" (1871, dansk 1945), og et par ufuldendte arbejder består forfatterskabet af seks romaner. Heraf blev de tre skrevet i 1790'erne, men først udgivet senere. 

Hun omskrev og fik de to første romaner udgivet ("Sense and Sensibility" 1811 og "Pride and Prejudice" 1813),  og skrev sine sidste tre hovedværker: "Mansfield Park" (1814, dansk 1974), "Emma" (1816, dansk 1958) og "Persuasion" (1818, dansk Kærlighed og svaghed, 1975).

Alle hendes bøger udkom i første omgang anonymt.

Jane Austens bøger er stadig lige elskede og aktuelle i dag. Der dukker nye Austen fans op i hver generation, og nye filmatiseringer kommer hele tiden – i år endda en ny "Stolthed og Fordom" miniserie.