Filmtips

Se "Jeg hedder Ernesto" for 0 point på Filmstriben

"Jeg hedder Ernesto" er en historie om en hemmelig barndom, kærlighed og militarisme.

Af Jette Holst

I juli kan du se den argentinske spillefilm "Jeg hedder Ernesto" på Filmstriben uden at bruge point.

Filmen er en delvist selvbiografisk fortælling, der bygger på instruktørens egen barske barndomshistorie. 

Vi befinder os i 1979. Den 12-årige Juan og hans familie rejser hjem til Argentina under nye identiteter fra et politisk eksil i Cuba. En militærjunta har overtaget magten efter præsident Perons død, og familien er aktive modstandsfolk i gruppen Montoneros. Derfor er Juans gamle identitet blevet slettet, og han har fået tildelt en ny: Juan hedder nu Ernesto.

Gruppen bliver overvåget på grund af deres politiske aktiviteter, og truslen om at blive pågrebet lurer hele tiden. Men Juans daglige liv er også fuld af varme og humor, og han integreres hurtigt og nemt i sine nye omgivelser.

"Jeg hedder Ernesto" er en historie om en hemmelig barndom, kærlighed og militarisme. En smuk film om en drengs søgen efter identitet i en turbulent tid.

Du kan se "Jeg hedder Ernesto" på Filmstriben uden at bruge point i juli måned.