Når litteraturen slår hårdt
Nogle bøger læser man for at drømme sig væk. Andre læser man for at blive slået i gulvet af en verden, man helst vil vende blikket fra. Her er et udvalg af de bedste.
Af biblioteket

De socialrealistiske romaner og digte viser sider af verden, som mange helst vender blikket fra – vold, misbrug, ulighed og en hverdag med få muligheder. De giver en stemme til dem, der lever under vanskelige vilkår i lavere sociale lag.
Barske barndomsskæbner
I de seneste år har litteraturen fået en stærk bølge af forfattere, der sætter fokus på sociale skel og på liv, der ofte ligger uden for den brede offentligheds blik. F.eks. skriver Jacob Skyggebjerg, Sebastian Bune, Christina Hagen og Liv Duvå om opvækst på kanten af samfundet, om misbrug, om børn i velfærdsstatens blinde vinkler og om livet i betonområder, som sjældent bliver skildret indefra.
Morten Pape tegner gennem sine romaner – fra "Planen" (2015) til "Nøglebarn" (2024) – et stærkt portræt af livet i og omkring Urbanplanen på Amager og de sociale strukturer, der former mennesker i et hårdt miljø.
Råt liv på samfundets kant
Og så er der Jonas T. Bengtsson, der med et intenst og råt sprog skildrer livet på samfundets kant. Gennem hudløst ærlige portrætter viser han en tragisk tilværelse, hvor håbet konstant spirer, men gentagne gange knuses af virkelighedens barske realiteter. Han vil dog ikke selv betegne sine bøger som socialrealisme:
”Jeg ville aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen” (Hvis jeg ville ændre samfundet, så var jeg ikke blevet forfatter, Information, 20.5.2017).
Provinspoesi og institutionsdigte
Også poesien har i de senere år givet socialrealismen nye stemmer. Fra Yahya Hassan til Jonas Reppel ("Farfedt") og Emil Falster ("Vordingbronx") mærker man, hvordan sproget selv bærer spor af klasse og baggrund. Hos Emil Falster bliver provinsen en kampplads, og "Vordingbronx" en poetisk fortælling om liv, ulighed og længslen efter noget andet – et råt og rørende indblik i, hvordan arv, ar og drømme sætter sig i kroppe og landskaber.
Læs også "Institutionaliseret" af Haidar Ansari: barske og kuldslåede digte om at bebo mange verdener samtidig – om både at være kriminel, bror og skoleelev. Fortællingen begynder den dag, jegets far kommer i fængsel, og slutter, da jeget selv afsoner en dom for forsøg på manddrab.
Global socialrealisme
Det er ikke kun i Danmark, at litteraturen åbner for nye stemmer fra kanten af samfundet. Den mexicanske forfatter Fernanda Melchor viser, hvordan socialrealisme kan forenes med en poetisk og intens prosa. I romanen "Paradais" følger vi to teenagere i et lukket luksuskompleks: Franco, ensom og besat af sin nabo, og Polo, der drømmer om at slippe væk fra sit hårde liv som gartner. De har næsten intet tilfælles, men deler en rastløshed, der driver dem ud i en plan, som er både dumdristig og makaber.
Frankrigs kompromisløse stemme
Sidst, men ikke mindst, kan man ikke komme uden om den unge franske forfatter Édouard Louis. Inspireret af sin egen opvækst skildrer han vold, fattigdom og klasseforskelle med kompromisløs og ærlig prosa, der både rører og provokerer.
Han debuterede som 21-årig med romanen "Færdig med Eddy Bellegueule", der handler om hans opvækst som homoseksuel i “Udkantsfrankrig” i et miljø præget af total armod – kulturelt, socialt og økonomisk.