Julens mørke side

Andet afsnit af Bibliotek X handler om jul og hygge, men sidstnævnte med et U foran.

Juletiden er andet end glade mænd i rødt tøj og gaver. Vi befinder os midt i den mørkeste tid, og det er usikkert om, lyset har tænkt sig at vende tilbage. Måske vil det kræve blodofre, måske er der ting derude, som foretrækker mørket, måske er den glade mand med alle gaverne slet ikke så glad alligevel, og der er en god grund til, at han er klædt i rødt ...

I podcasten kan du dykke dybere ned i den mørke side af julen - og her kan du møde tre af de væsner, du bør undgå til jul.

Krampus

Krampus fremstilles ofte som julemandens onde modsætning, der stjæler uartige børn. Han er halvt ged og halvt dæmon med horn, mørkt hår, hugtænder og en lang tunge. Man kan høre, når han kommer svingende med sin kæde fuld af klokker og et bundt birkepinde, der er beregnet til at slå uartige børn med, før han slæber dem med ned i underverdenen.

Krampus' navn stammer fra det tyske ord krampen, der betyder klo, og han siges at være søn af Hel i nordisk mytologi.

Julebukken

I dag kender vi mest julebukken som en dekoration af halm med røde bånd omkring. Men oprindeligt var julebukken ikke sådan til at spøge med. Hvorfra traditionen stammer er uvist, men bukken var højdepunktet i de svenske og danske jule-stuer. 

Ofte var det en gårdskarl, der var klædt ud som buk, og som midt i landsbyernes julefester brasede ind i først den ene, så den anden stue og råbte sjofelheder i hovedet på gæsterne, væltede møblerne og, i nogle dele af Sverige, også nåede at dele julegaver ud til børnene.

Jo værre bukken opførte sig, jo højere karlen skreg og jo voldsommere han fornærmede de tilstedeværende, jo bedre blev han trakteret med æbleskiver og nødder. For man vidste jo ikke, hvem der gemte sig under forklædningen. Det kunne jo være en dæmon ...

Nissen

Nissen forbinder vi med noget hyggeligt i forbindelse med jul, men man har kendt til et nisse-lignende væsen siden vikingetiden.

Dengang blev nissen kaldt for vætten og var en venlig husgud. Vætten beskyttede familien og hjalp til året rundt mod respekt og ofringer i form af god øl og grød. Men viste man den ikke respekt , bragte den ulykke over gården. 

Med kristendommen ændrede synet på nissen sig. Fra at være en flittig hjælper på gården blev den pludselig til en fæl skabning skabt af djævlen. Nu skulle folk forvise vætten med vievand og salmer. 

Fra 1800-tallet blev vætten betegnet som gårdboen eller gårdbukken. Den fik også navnet Niels, men folk kaldte den som regel Nis, hvilket efterhånden er blevet til nissen.