5 uomgængelige fremtider fra 2025
Ny science fiction på hylderne i året, der gik
Af Janus Andersen
Året nærmer sig sin afslutning, og det er tid at kigge tilbage på årets udgivelser og sætte fingeren på dem, der er minde- og læseværdige.
Jeg har været igennem hylderne og har kigget på de nye titler, vi har fået i 2025 - eftersom der er lidt forsinkelser fra udgivelse, til bogen står på bibliotekets hylder, kan der godt mangle lidt titler i min oversigt og evt. være nogle sene udgivelser fra 2024 med, men nederst på siden kan du se alle de nye science fiction-bøger, der har fundet vej til en hylde nær dig.
Her først er dog de fem, som burde interessere enhver sf-læser.
Den danske
Jane Mondrups første roman var en alternate history - hendes svære toer er i en helt anden boldgade: en art filosofisk tilstræbning af en hård science fiction-roman. Hun fortaber sig ikke i de videnskabelige detaljer, men omgås dem med en lethed, der gør "Zoi" yderst læseværdig.
Titlens "Zoi" er navnet på en art organismer, der har besøgt vores solsystemet flere gange - ikke os, for deres mål er Solen, som de åbenbart bruger til at tanke op ved. Som kæmpemæssig amøber, der rejser mellem stjernerne. Men det er lykkedes menneskene at oprette en form for kontakt - og Amira er en af dem, som har dedikeret sit liv til zoi'erne. Sammen med tre andre astronauter er hun den seneste ekspedition til en zoi, der er på vej forbi os; og hun står foran et eventyr, der kommer til at ændre fremtiden drastisk.
Trilogien
Faktisk fik vi første bind i Allen M. Steeles "Coyote"-trilogi på dansk i 2019, men i år genudgav forlaget den og gav os resten af serien i samme omgang, så den fortjener en plads på listen.
"Coyote" er tre bind, der følger koloniseringen af en ny planet langt fra Jorden - den starter som et oprør mod et diktatorisk styre, men følger udvandrerne gennem mange og store problemer, der også bringer dem i kontakt med deres fødeplanet igen. Det er god, klassisk science fiction om mødet med det ukendte og udfordringen med at skabe en nyt liv og en ny verden.
Klassikeren
Frank Herberts "Klit"/"Dune" er svær at komme uden om inden for genren, og det bør man heller ikke, for det er med god grund, at den er en klassiker. Vi så den første gang på dansk i 1978, og derpå fulgte de to næste bind i serien. Det var dog først i slutningen af sidste år, at vi fik Herberts tredie bind i serien og i år, den endte på biblioteket: "Gudekejseren på Dune".
Leto Atreides er gudekejseren, der langsomt er ved at blive forvandlet til en sandorm - i 3500 år har han holdt fred i universet med jernhånd og en hukommelse, der rækker langt tilbage i tiden. Men forandringerne står for døren. "Gudekejseren på Dune" er sin helt egen - en langsom roman, der gerne giver sig langt ud i sære samtaler og fortaber sig i Letos forståelse af verden, men også stiller tingene an til alt det, der skal følge. Og næste bind i serien, "Kætterne på Dune" er netop udkommet og vil snart også være at finde på biblioteket.
Nyklassikeren
Kim Stanley Robinsons "Fremtidsministeriet" udkom også i slutningen af 2024, men det skal på ingen måde stå i vejen for at nævne den her, for det er en ambitiøs roman af den slags science fiction, der tør gå i clinch med tidens store spørgsmål.
Det er naturligvis klimakrisen, der er i fokus - og det nydannede Fremtidsministerium, som skal forsøge at afværge den. Og med en forfatter som Robinson ved roret ved man, at man får en god del spænding, men også en troværdig baggrund funderet på en bred viden om emnet. Det er altsammen med til at gøre "Fremtidsministeriet" lige så skræmmende som fascinerende.
Novellerne
Science fiction-genren er i høj grad bygget på novelleformen - og når vi har fået en så nostalgisk godbid som Arthur C. Clarkes "Sange fra den fjerne Jord", er det svært ikke at tage den med på listen.
Clarke er et af de helt store navne - med titler som "2001" og "Rendezvous med Rama" på biografien. "Sange fra den fjerne Jord" giver os en samling klassisk science fiction, gerne af den hårdere slags, men også med et hav af ideer og fremdrift. Det er nok ikke historier, man skal læse, hvis man går meget op i personbeskrivelser, men det er små perler, hvis man gerne vil overraskes, forundres og underholdes.
Det var mine bud på de 5 bedste nye bøger på bibliotekets hylder i 2025. Her under kan du se andre titler fra året, der gik, som kunne være interessante.