Den stille læsestund og det store fælles sus
Velkommen til efterårets udgave af Bladet – fyldt med læselyst, inspiration og små afbræk fra hverdagen.
Af Jonas Sandager Brammer Møller
I dette nummer kan du blandt meget andet dykke ned i Siri Hustvedts forfatterskab, udfordre din viden i vores litteraturquiz, finde gode tips til at genopdage læseglæden og få idéer til, hvordan bøger kan give både bedre søvn, stærkere fællesskaber og magiske øjeblikke med børnene.
Du kan også møde Cecilie, der trods ordblindhed har fundet sin helt egen vej til læsningen – og i dag kalder sig en vaskeægte læsehest.
Fælles for artiklerne er, at de handler om alt det, bøger og biblioteker kan: De kan få os til at grine, tænke og mærke verden på nye måder. De kan skabe rum til fordybelse – og samtidig være udgangspunktet for nye fællesskaber og samtaler. De kan være små pauser i en travl hverdag eller springbrætter til helt nye verdener.
Det er netop denne mangfoldighed, der bliver kernen i det nye fælles hus på Rådhustorvet, som vi åbner den 1. juli 2026. Her samler vi bibliotek, borgerservice og Sund By i ét hus – og skaber et åbent, levende og inviterende sted, hvor viden, kultur og fællesskab mødes. Et sted med både ro og liv, både genkendelighed og overraskelser. Et sted, der kan rumme den stille læsestund og det store fælles sus, når vi oplever noget sammen.
Vi glæder os til at byde jer velkommen – både her i Bladet, på bibliotekerne og til sommer i vores helt nye fælles hus på Rådhustorvet.
God læselyst!
Allan Malver
Chef for Bibliotek, Borgerservice og Fællesskab