Noget, der ligner Vi drukner i rod - og andre oprydningsprogrammer
Fortaber du dig også i tv-programmer, der næsten med et knipsetag forvandler kaos til orden hos fortvivlede rodehoveder? Med disse bøger kan du selv komme i gang.
Af biblioteket
Decluttering- og oprydningsprogrammer hitter på tv.
Særligt kendt er Netflix-serien Tidying Up with Marie Kondo, hvor den japanske oprydningsguru Marie Kondo guider familier til et hjem med mere orden – blandt andet ved kun at bevare de ting, der giver dem en følelse af glæde.
Tidligere har udsendelser om den kinesiske feng shui-praksis trukket gode seertal, mens den amerikanske dokumentar Ryd op før du dør om det fremvoksende svenske fænomen death cleaning sidste år blev sendt på DR.
Senere i 2026 sender TV2 femte sæson af den populære udsendelsesrække Vi drukner i rod, hvor personer, der har mistet overblikket over deres ting, bliver tvunget til at tage stilling til dem hver og én, mens de sirligt er linet op på gulvet i en lagerhal.
Måske har nogle af disse programmer inspireret dig til selv at smøge ærmerne op?
I så fald har vi her samlet en række bøger med gode oprydnings- og organiseringstips.
Vi kan ikke garantere lige så gode før- og efterbilleder som i ovenstående tv-udsendelser. Til gengæld kan vi garantere, at du kan finde inspiration til alt fra minimalisme til Marie Kondos foldeteknikker – og ikke mindst en håndsrækning til dig, der drømmer om et hjem med færre ting og mere overblik.
God fornøjelse og god arbejdslyst.