Krimimessen
Mød forfattere, forlag, fagfolk og krimi-interesserede på Nordeuropas største krimifestival.
Krimimessen bliver hvert forår lige inden påske afholdt i FÆNGSLET i Horsens. I 2025 finder messen sted i weekenden d. 29. -30. marts. Horsens Bibliotek er arrangør og har gennem årene samarbejdet med en række danske forlag og boghandlere.
Krimimessen blev afholdt første gang i 2001, dengang som en temadag om den nordiske kriminalroman på Horsens Ny Teater med deltagelse af ca. 200 gæster og fem nordiske forfattere. I 2007 rykkede vi ind på FÆNGSLET og har været der lige siden. I 2024 var der ca. 7.500 deltagere, og over 100 forfattere og foredragsholdere på scenerne. I årenes løb har Krimimessen ud over de nordiske lande haft besøg fra bl.a. Tyskland, England, Skotland, Frankrig, Italien, Portugal, USA, Sydafrika, Cuba, Kina og New Zealand.
Åbningstid
Krimimessen har i 2025 åbent lørdag d. 29. marts fra kl. 9.30-17 og søndag d. 30. marts fra kl. 9.30-16.
Sted:
FÆNGSLET, Fussingsvej 8, 8700 Horsens