Skovsøen
Ta' et bette bad i bogstaver
Af Anonym (ikke efterprøvet)
I Skovsøen:
Bogstavleg
Balance og bevægelse
Læsehuler og fordybelse
Læs og lån billedbøger
Skovsøen
Skovsøen er ikke nogen almindelig sø! Her kan I bade i alfabetet og hinke på en hugorm – helt uden at blive hverken våde eller bidt.
Har I nogensinde taget en dukkert i alfabetet eller fisket ord op af en sø? Hvis ikke, kan I prøve det nu, for Skovsøen inviterer til bogstavleg med hele kroppen: Fang jeres yndlingsbogstaver, lad dem balancere på kanten, byg nye ord, og tag en tur på rutsjebanen, men pas på …
Langs Skovsøen snor sig en kæmpestor hugorm!
Kan I hinke jer gennem ordet på dens ryg? Eller matche det med skumbogstaverne på hylden?
Har I mere spjæt i benene, kan I bygge en balancebane og hoppe fra bogstav til bogstav. Stav jeres navne. Leg med vokaler. Find på helt nye lyde.
Er hugormen mon giftig?
Kun fantasien sætter grænser.
Trænger kroppen til et hvil, kan I gå ombord i billedbøgerne omkring Skovsøen og trække jer tilbage i én af læsehulerne.
Og kan I ikke få nok af søtemaet, venter mere leg og bevægelse i Børnebiblioteket på den anden side af garderobeområdet. Her kan I blandt andet finde fup og fakta om fiskehejren, gå en tur over broen (eller under!) og hoppe på ét ben i åen, der bugter sig mellem bøgerne.
Men bare rolig.
Vi garanterer stadig næsten tørre tæer.