Jorden under mig af Helle Vincentz

”Jorden under mig” er Helle Vincentz roman om sin egen opvækst. Hun kalder det en erindringsroman, for det er ikke en objektiv biografi. Det er Helles historie baseret på hendes minder, og i efterordet takker hun sin søster for at have givet hende lov til at skrive den. Havde søsteren skrevet om sin barndom, havde hendes minder været anderledes, og det er en vigtig pointe.

Helle vokser op på en gård på Sydsjælland i 1980’erne. Økonomien er stram, og faren drikker for meget. Oveni slås han med psykiske problemer, men det er ikke noget, man taler om. Familien består af mor, far, Helle og lillesøster Vibeke, og så består den af to hold: far & Helle og mor & Vibeke. Sådan føler Helle det i hvert fald.

Men en aprildag i 1987 skyder Helles far sig selv. Hvordan håndterer en lille pige som nu er helt alene på holdet det?

Som nævnt blev jeg yderst berørt af at læse ”Jorden under mig”. Helle skriver fra barnets synspunkt, og hun rammer tonen spot on. For ja, som voksen læser ved jeg da godt, at Helles mor bestemt også var på Helles hold, men børn er ikke rationelle væsener, som kan gennemskue komplekse sammenhænge. Dermed bliver et forsøg på at trøste i stedet det modsatte, da Helle efter farens død spørger moren, hvad det værste der kunne ske var, og moren efter lidt betænkningstid svarer ”din fars død”. Som læser ved jeg, at hun siger det for at trøste Helle, men Helle havde håbet, at hun ville svare, at det værste ville være hvis Helle døde. Så nu føler hun sig dobbelt skyldig.

Som Helle vokser op, følger vi hendes enorme stålsathed i forhold til at gøre det godt fagligt. Hun påtager sig enorme arbejdsbyrder og knokler på uden at ænse, hvordan hun egentlig har det. Hun bliver en succesfuld journalist, springer ud som forfatter og er samtidig hustru og mor.

Men på et tidspunkt siger kroppen stop. Helle er ved at gå ned med stress, men synes alligevel at hun er nødt til at deltage i Krimimessen. Nu har hun jo lovet det. Jeg mødte Helle Vincentz på den messe, og hun var sød, smilende og virkede til at være i fuld kontrol. I virkeligheden var hele hendes indre ved at falde sammen. Helle gennemførte uden at publikum fik den mindste idé om, at hun havde det skidt, men da jeg læste om episoden fik jeg helt ondt i maven. Hvordan kunne vi dog undgå at se, at der var noget galt. Men Helles stålsatte pligtfølelse fører hende igennem alle de faglige udfordringer - indtil det går helt galt. Det er yderst barsk læsning, for stress og angst kan ramme os alle, og Helle Vincentz lægger sit forløb ud åbent og ærligt.

”Jorden under mig” er måske ikke et storslået litterært mesterværk, og med sin dagbogsagtige form forsøger Helle Vincentz heller ikke at foregøgle læseren det. Til gengæld det er en menneskelig og meget rørende fortælling. Det er personligt, stærkt, gribende og hudløst ærligt, og rigtig mange vil - som jeg - kunne spejle sig i Helles historie.

En meget varm anbefaling herfra. Men vær forberedt på at det gør ondt.