Bogtips

Joe, en helt almindelig mand af Jon Teckman

Morsom og absurd roman om revisoren, der ender i seng med en populær skuespillerinde

Af Jette Holst

Joe er revisor i filmbranchen. Han skaffer penge til filmselskaberne, så de kan producerer deres film, og dermed er han ofte med til film-events, som f.eks. Filmfestivalen i Cannes. Men Joe er en helt almindelig halvgammel og halvtyk mand, der er lykkelig gift og har to dejlige børn. Så han er ikke fristet af filmverdenens glamour. Indtil den dag han alligevel ender i seng med den gudesmukke filmstjerne Olivia Finch.

Joe kunne ikke drømme om at ødelægge sit ægteskab, og regner aldrig med at høre fra Olivia igen. Det gør han heller ikke. Men det gør hans chef, den ubehagelige Joseph Bennett. Olivia har taget fejl af deres navne og skrevet til Bennett i stedet for Joe. Bennett er overbevist om at nogen tager fis på ham, og Joe kan ikke finde ud af at få sagt sandheden. Bennett svarer derfor groft tilbage, og pludselig udvikler tingene sig hurtigt. Bennett bliver stalket af Oliva, og Joe er hundeangst for, at folk skal finde ud af, at han står bag miseren.

På mange måder er "Joe, en helt almindelig mand" rigtig underholdende. Den er letlæst og er fyldt med sjove og totalt absurde episoder, så man griner ofte undervejs. Til tider bliver den dog lidt for usandsynligt. Hvorfor ringer Olivia f.eks. aldrig men sender kun mails? Og så synes jeg måske også, at Joe er lidt for meget et skvat til, at jeg kan holde med ham hele vejen.

På trods af mine anker er "Joe, en helt almindelig mand" fin underholdning til en regnvåd eftermiddag her i den mørke tid. Så snup et grin med hjem næste gang du er på biblioteket.