Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt af Claus Schjødt
Charmerende og humoristisk roman om mænd, naturen og Udkantsdanmark
Af Jette Holst
35-årige Frank har hele sit liv boet i den lille midtjyske by Ny Kistrup. En by hvor indbyggertallet de sidste mange år kun er gået en vej – ned.
Her har han nedsat sig som selvstændig havemand/altmuligmand. Hovedsageligt fordi han i en brandert kom til at købe en gammel rusten lastbil med en masse værktøj. Sammen med mekanikeren og kammeraten Bjørn kæver han den jævnligt på kroen, hvor han snakker om alt det, han gerne vil, men som han aldrig lige får taget sig sammen til.
Kærlighedslivet står også i stampe. De sidste par år er han godt nok jævnligt vågnet op hjemme hos Emmi, der serverer på kroen. I Franks øjne er de dog ikke kærester, blandt andet fordi han ikke rigtig kan se sig selv som bonusfar for Emmis to børn.
Men en dag kommer Ny Kistrup pludselig på Danmarkskortet, da ulve bliver spottet i skoven. Da en ulv senere bliver fundet skudt, trækkes fronterne op i byen, og Frank ender midt i orkanens øje, da han begynder at date sin gamle flamme Sara, der nu er projektleder på en mulig ny naturnationalpark i området.
”Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt” er skrevet af den lokale forfatter Claus Schjødt, der bor i Hansted. Han har tidligere udgivet et par novellesamlinger samt romanen ”Talemåder til enhver lejlighed”.
Med sin nyeste roman har han skrevet en humoristisk, tankevækkende, underholdende og yderst charmerende roman, der handler om mænd, naturen og Udkantsdanmark. Det er en roman om modsætninger og fordomme, men også om hvor meget vi har til fælles.
Jeg var meget begejstret for at læse ”Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt”. Dels er det interessant at få et indblik i mændenes tankeverden. Dels er det befriende at læse en roman, hvor Udkantsdanmark snarere bliver talt op end ned. Og så kan jeg godt lide måden, hvorpå Claus Schjødt solidarisk fremlægger forskellige argumenter om alt fra vilde ulve i Danmark over nedlæggelsen af minkfarmene til de forsvundne butikker i de små landsbyer.
En varm anbefaling herfra til alle der holder af gode og velskrevne romaner.