Honningtunger af Helene Uri

Jeg er flere gange - og af flere forskellige personer - blevet anbefalet Helene Uris roman fra 2006 "Honningtunger", og hver gang har jeg tænkt, at nu skulle jeg også have fat i den. Nu har jeg læst den, og jeg er både enig og uenig med dem, der anfalede den.

Fire veninder mødes 1-2 gange i måneden i "syklubben". De syer ikke, men hygger sig i stedet med lækker mad og masser af snak om mænd, job og tøj.

Sara og Tamara er begge mørkhårede og har været veninder, nærmest siden før de blev født, for deres mødre var også bedste veninder. De startede syklubben op som børn, men da de var 11 år, kom pisse-tisse-Liss med - noget hun aldrig helt har forstået, for før "optagelsen" var Sara og Tamara meget efter hende. Det fjerde medlem er Eva, som er født i Danmark men har en norsk far. Hun kommer med via Liss.

På overfladen ser alt godt ud, men man kommer ikke ret langt ind i bogen, før det går op for en, at under overfladen gemmer sig en mudret strøm af hemmeligheder, bagtalelser og løgne. De to bedsteveninder Sara og Tamara, som udadtil er perfekte og søde ved hinanden, har nemlig masser af nid og nag imellem sig, som bare aldrig får lov til at komme ud. Til gengæld er de gode til at komme med små sårende bemærkninger overfor de to andre i syklubben. Liss og Eva holder sig nu heller ikke for gode til at bagtale hinanden og de andre, og det var i hvert fald et selskab, jeg nødigt ville vende ryggen til.

Helene Uri skriver godt. Hendes sprog er flydende, og hun formår at tegne gode portrætter af sine personer. At jeg så ikke brød mig særligt meget om de personer, er en helt anden sag.

Og det er måske også derfor, jeg både kan lide og ikke lide "Honningtunger". Der er så meget ubehageligt i bogen, at jeg ind i mellem bare havde lyst til at lægge den væk. Samtidig er den dog så velskrevet og interessant, at jeg alligevel måtte læse videre. Det er i hvert fald en bog, som sætter tanker i gang hos læseren, og det er jo ikke så dårligt.