Flugten til Amerika af Irene Dische
En dejlig, humoristisk og velfortalt historie om tre generationer kvinder
Af Jette Holst
Elisabeth Rother er tysk katolik i tiden op til 2. verdenskrig. Hun gifter sig med den jødiske læge Carl, som konverterer til katolicismen, og de får sammen pigen Renate.
Renate er ikke nem, men hun er yderst intelligent, og som voksen lykkes det hende at blive doktor i patologi. Mere om det senere, som mormor Rother ville have sagt.
Den lille familie må flygte fra Tyskland, da Hitler kommer til magten, så de tager til Amerika for at opbygge et nyt liv i Fort Lee i New Jersey.
Da børnebørnene lille Carl og Irene kommer til, bliver de også en del af den Rotherske familie, selvom deres far, jøden Dische, absolut ikke falder i svigerfamiliens smag. Og hvor lille Carl er en god dreng, er Irene mindst ligeså oprørsk som sin moder og mormor og bliver en evig prøvelse (men også kilde til stolthed) for mormor Rother.
"Flugten til Amerika" er en rigtig dejlig og yderst velfortalt historie om tre generationer kvinder og deres liv. Den fortælles humoristisk gennem mormoren, som både er stærk og handlekraftig, men kan også være ret så irriterende samtidig.
Jeg faldt pladask for mormor Rother, selvom jeg må indrømme, at jeg er glad for, at hun ikke er min mormor – for helt nem er hun nu ikke. Det er bogen til gengæld, nem at forelske sig i. Jeg læste den med stor fornøjelse og kan kun anbefale den til alle, som holder af en god roman.