Ensomme hjerter og herreløse hunde af Lucy Dillon
Hjertevarm og charmerende roman
Af Jette Holst
Som hundemenneske var jeg naturligvis nødt til at læse Lucy Dillons "Ensomme hjerter og herreløse hunde", og indholdet lever helt op til titlen.
Da karrierekvinden Rachel som 39-årig pludselig mister både job, lejlighed og kæreste, samtidig med at hun arver sin moster Dots hundeinternat langt ude på landet, ændres hendes liv fuldstændigt. Pludselig er hverdagen fyldt med hundehår, logrende haler og gummistøvler i stedet for designertøj og cafébesøg.
Ved siden af historien om Rachel hører vi også om det unge ægtepar som har svært ved at få børn, og den enlige mor som pludselig står med en hundehvalp oveni alt det andet. Og som titlen antyder, drysses der også lidt kærlighed ud over det hele.
På trods af at historien til tider trækker lidt på klichéerne, så følte jeg mig nu vældig godt underholdt undervejs. Lucy Dillon har skrevet en hjertevarm og charmerende roman, som kan læses af både hundeelskere, og som uforpligtende hyggelæsning af dem der holder af historier om kærlighed og den rigtige mand til den rigtige kvinde.