Det bedste vi læste i april

Hvordan finder man de bøger, der bliver siddende i tankerne, når man er færdig med dem? Svarene er nok lige så mange, som der er læsere. Nogle gør selvfølgelig det, at de spørger bibliotekaren - men hvad gør bibliotekaren så? I denne måneds gennemgang af de bedste bøger, vi har læst, kan du se, at nogle går i kælderen og snubler over bøgerne, andre bruger sociale medier, og nogle sidder på spring efter de bøger, som de ved må komme.

Jette har læst: en genudgivet nyklassiker
Thomas G. har læst: en digtsamling
Lene har læst: en stærk udviklingsroman
Thomas B. har læst: en vildbasse af en bog
Anna har læst: en bog over en tv-serie
Janus har læst: en ventet roman med en vild drejning

Jette har læst: en genudgivet nyklassiker

Jeg har læst ”Termush, Atlanterhavskysten” af Sven Holm, der oprindeligt udkom i 1967. Hans undergangsvision for den europæiske civilisation har dog vist sig langtidsholdbar, og i januar i år blev romanen genudgivet på engelsk i USA.

Historien fortælles nøgternt via jeg-fortællerens dagbog og udspiller sig på et luksusresort ved kysten, hvor rige gæster har købt ophold i tilfælde af atomkrig. Nu er gæsterne på vej op i hotellets værelser fra de underjordiske grotter, hvor de har opholdt sig i et ukendt tidsrum. Hotellets personale sørger for at fjerne radioaktivitet ude og inde, samt alle de øvrige normale arbejdsopgaver. Der er tilknyttet læger til løbende at tjekke gæsternes helbred, og der bliver sendt en lille gruppe spejdere ud for at danne sig et overblik over verdens tilstand efter krigen.

I starten forløber alt fint. Men en dag dukker der flygtninge op, og pludselig står hotellets gæster ansigt til ansigt med det, de har forsøgt at betale sig fra. Det sætter gang i en magtkamp på hotellet, for skal man hjælpe de andre overlevende med mad og medicin på bekostning af egne behov, eller skal man lade dem sejle deres egen sø?

Selvom romanen udspiller sig efter en atomkrig, kan den passende læses ind i vor tids klimaproblematik, hvor industrilandene forbruger jordens ressourcer i et hidtil uset tempo. Faktisk nåede Danmark allerede d. 16. marts 2024 sin Overshoot Day. Det vil sige den dag, hvor Danmark havde opbrugt sine naturlige ressourcer for 2024. Fra d. 16. marts og året ud forbruger vi mere, end naturen kan regenerere. Til sammenligning når Indonesien med over 270 millioner indbyggere først deres Overshoot Day d. 24. november, og en lang række afrikanske lande når aldrig at opbruge ’deres kvote’. Det er skræmmende at tænke på.

”Termush, Atlanterhavskysten” er trods sine kun 125 sider en voldsom stærk roman, der i den grad maner til eftertanke. Indtil videre har vi i Vesten ikke været særligt villige til at gå på kompromis med vores komfort for at sikre andre bedre vilkår. Hvornår går det op for os, at vores levevis sker på bekostning af andres overlevelse?

Thomas G. har læst: en digtsamling

Yes, jeg snublede i magasinet forleden, og der, under min tunge krop lå pludselig Knud Sørensens "Samhørighed - Udvalgte digte 1965-1993".

Det første digt, jeg læser i samlingen, er et digt om at grave i jorden, mærke, hvordan jorden er tung, og kroppen bliver træt for til sidst at konkludere: "At er arbejde/.../ er at befri jorden/ for træthed." Jeg får det så godt af digtet, at jeg bliver liggende nede i magasinet og læser lidt videre. Først Sørensens legendariske "Den røde kaffekande. En sommermorgen", som mimer den evige diskussion om, hvad et digt handler om... det, som står PÅ linjerne, eller det, som står IMELLEM linjerne. I sandhed en perpleks situation, dernede på gulvet, i mit arbejdstøj, men så læser jeg "Mellem to slurke kaffe". Her får jeg om noget en glædesinsprøjtning, og da digtet er læst til ende, står jeg på mine ben og iler ud af magasinet med bogen i hånden.

Knud Sørensen skrev om det mindste og det nærmeste, men han var en af de store!

Lene har læst: en stærk udviklingsroman

På mine sociale medier kom spørgsmålet ”Hvilken bog er den bedste bog, du har læst?” Og igen og igen dukkede en bog op, som jeg ikke havde hørt om før. ”The Women” af Kristin Hannah. Det viste sig, at bogen er endnu ikke udkommet på dansk, så jeg har stået i kø på ”eReolen Global”, hvor jeg efterfølgende har lyttet den på engelsk.

Vi er i USA under Vietnamkrigen. Vi møder Frankie, en ung sygeplejerske, som for at gøre sine (konservative) forældre stolte melder sig som frivillig. Hun vil så gerne figurere på farens heltevæg med billeder af familiemedlemmer, som har kæmpet for landet.

Da Frankie lander i Vietnam, ser omgivelserne i mit hoved ud som i tv-serien MASH, men der ikke mange fnis eller grin, der undslipper mig undervejs. Del 2 i bogen omhandler turen retur til et USA, som på ingen måde stod klar med klapsalver, tværtimod.

Historien virker bekendt som f.eks. fra filmen ”Born on the 4. of July”, men Kristin Hannah giver i denne bog en stemme til de kvinder, som også var en del af krigen, men uden at modtage nogen som helst anerkendelse, og det ikke engang fra andre (mandlige) veteraner.

Kristin Hannahs beskrivelser af hverdagen i krigen greb mig. Den er amerikansk i sit emne, men udviklingshistorien, hvor vi hører hvordan livet former den unge, uskyldige og uerfarne kvinde, står virkeligt stærkt.

Jeg har tidligere læst ”De fire vinde” af samme forfatter, også en barsk fortælling, dog om Texas og den amerikanske drøm i 1930’erne.

Thomas B. har læst: en vildbasse af en bog

Jeg har netop færdiglæst Matias Faldbakkens seneste udgivelse ”Stakkel”. Og hold da op for en historie. Den vrider sig i vildskab og er umulig at tøjle og få et fast greb om.
Fuldkommen ligesom dén person, bogen sætter spot på – nemlig en vild og uhåndterlig ”unge” fundet i skoven.

Vi er et sted ude på landet på en gård i Norge. Her møder vi karlen Oscar, som en dag får øje på en skikkelse, der tumler rundt i skyggerne ved skovbrynet. Han jagter skikkelsen og fanger en ussel, slidt og beskidt ”unge”, som tilsyneladende har været fastboende i skoven længe. Barnet er menneskesky og bærer tydeligt på en tung last i sin mentale bagage. Og herefter begynder tingene hastigt at udvikle sig.

Det er en overraskende historie, som kredser om at være både en tankevækkende skildring af belastet barndom og af, hvad der udgør et menneske. Men samtidig også er en dannelsesroman med stænk af både humor og noget eventyragtigt. Med andre ord en vildbasse af en bog, som efterlod mig med spørgsmål, undren og en stærk historie, der ikke kan manes til ro.

Anna har læst: en bog over en tv-serie

Jeg har læst "Babylons stol" af Mette Finderup.

Den er skrevet over en serie, der har kørt på Ramasjang, men hverken jeg eller mine børn havde set tv-serien. Vi læste bogen alligevel, og vi var ret opslugt af den. Den handler om en gruppe børn, som finder en magisk stol, der fører dem ind i en spilverden. Men der er noget mystisk både ved spillet, men også over den voksne pige, der lusker rundt på gården og påstår, at hun er arkæolog. Hvem kan de mon stole på?

Det er en spændende højtlæsningsbog. Sproget er ligefrem og let at forstå, handlingen skrider hurtigt fremad. Ud over alle de spændende og mystiske elementer, genkender man også dynamikkerne i børnegruppen, så rammen for historien er genkendelig. 

Janus har læst: en ventet roman med en vild drejning

Det er et let valg for mig denne måned, for jeg sidder klar, så snart der udkommer en ny Christian Haun-roman - og det har endnu ikke skuffet mig.

"Måske tvivler hun ikke længere på alting" er hans nyeste og noget af en overraskende drejning, for hans bøger leger gerne på kanten af virkeligheden. Her er vi i en mere genkendelig generationsroman, omend jeg vil spoile lidt og afsløre, at den udvikler sig. Den udvikler sig meget.

Haun følger et søskendepar i firsernes Århus og nu. Det er ikke gode kår, de vokser op under, og man kan se, hvordan eftervirkninger af det udspiller sig i deres voksenliv. Det er en præcist skrevet bog - og forræderisk tilforladelig. For den sniger sig ind i én, og når Haun pludselig skifter gear, kommer det som noget af en overraskelse. En bog, der formåede at være stille og rolig - samtidig med at den var voldsom på flere måder.