Lektørudtalelse

Forfatter: Heidi Mørch

Kort om bogen

Har du pakket rigtigt til livets rejse? For lidt - eller for meget? Hvad kan du bruge af fortidens bagage når du står på nye steder i dit liv? Rigtigt dejlig novellesamling om indre og ydre rejser, til eftertanke måske fortrinsvis for den modne læser(inde)

Beskrivelse

Det er rejsen i bredeste forstand der her er temaet i tolv historier. Afgang til kendte eller ukendte destinationer, tilbagevenden til steder fra fortiden, tilfældige stop i en fremmed by, breve der kommer langvejs fra med ekkoer af forskellige verdener, ankomsten af en fremmed i et lille samfund. Tove Jansson (1914-2001), finlandssvensk forfatter, maler og tegner, er bedst kendt i Danmark som Mumitroldenes "mor", men udgav også en lang række bøger for voksne hvoraf to tidligere er oversat til dansk. Nærværende novellesamling udkom første gang på svensk i 1987

Vurdering

Velskrevne kvalitetsnoveller om livets valg og tilskikkelser med de menneskelige relationer i centrum, på en gang underfundigt underspillede og med mørk og moden tone

Andre bøger om samme emne

Udstyrsmæssigt fuldstændig i tråd med forfatterens Sommerbogen og Billedhuggerens datter, men mindre tydeligt selvbiografisk. Det akavede venskab i novellen "Væksthuset" giver mindelser om den formidable Monsieur Linhs lille pige hvor vægten af fortidens bagage også spiller en essentiel rolle. Ydre og indre rejser er også temaet for Thomas Bobergs novellesamling Under uret der dog er mere rejsebeskrivelsesagtig