Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Kort om bogen

En ung kvinde er med som inspektør på et norsk fangstskib. Det udvikler sig til et mareridt med uetiske jagtmetoder samtidig med, at hun udsættes for chikane og trusler fra skibets besætning. Flot men skræmmende læseoplevelse for alle, der interesserer sig for litteratur, miljø og dyreetik

Beskrivelse

Mari er nyuddannet dyrlæge og skal med på et seks ugers togt på sælfangst. Hun er eneste kvinde om bord og udsættes i begyndelsen for nedladende kommentarer og chauvinistiske bemærkninger. Da hun gør indsigelse mod mandskabets skamskydning af dyr og uetiske fangstmetoder, eskalerer chikanen og bliver til grove trusler om vold og seksuelle overgreb. Til sidst må Mari ty til en dramatisk handling for at komme i sikkerhed

Vurdering

Romanen har et flot sprog. Den er holdt i en knap stil, der fint matcher de afsnit af inspektør-rapporter, som er indlejret i Maris oplevelser. Der er ikke tale om udpenslede voldsscener og -effekter under jagten eller i truslerne mod Mari. Tværtimod. Den korte, koncise stil holdes hele vejen igennem. Dermed virker romanen ekstra voldsom, både sælfangsten og de natlige spark mod kahytsdøren. Tilsammen giver det en flot men skræmmende og voldsom læseoplevelse, helst for hårdføre maver og stærke nerver. Også velegnet til læsekredse

Andre bøger om samme emne

Romanen kaldes "isthriller", men det er synd at reducere den til en spændingsroman. Svanes' økonomiske stil minder mere om det bedste blandt minimalisterne