"St. Vincent er egentlig mere æstetisk beslægtet med kunstpopstjerner som David Byrne (med hvem hun også har lavet en plade) og Lady Gaga end med rendyrkede inderlighedskrigere som The National og Sufjan Stevens. Så med tiden er hendes musik gledet væk fra indierocken og over i en slags syntetisk tyggegummirock. På "Masseduction" med lakridssmag og et strejf af kirsebær. Men det betyder ikke, at der ikke stråler en stærk ånd igennem alle de lag af musikalsk cellofan, som St. Vincent pakker sig ind i, og den spænding, der opstår i den forbindelse, er noget af det forførende ved "Masseduction". Ligesom en af hendes store genistreger på pladen er, at hun med indiehymnen "New York" endelig slipper tøjlerne og krænger sit hjerte ud, sådan at denne spænding for et øjeblik forløses. Uden at hun slipper taget i sin illusionskunst. Så ja, Annie Clark er en guitarhelt ... Men det, der virkelig gør hende til en helt på "Masseduction" er, at hun ikke fortaber sig i sine superkræfter"

"Hvis vi lever i en perfektionskultur, vil St. Vincent presse det bedste og mest absurde ud af den. På sit femte album spidder den amerikanske sangskriver drømme om perfektion, autenticitet og lykke med sine sylespidse guitarriffs og lyse, krystalklare stemme. Hvis albummet efterlader dig lidt mere frastødt og fascineret af din samtid, så er opgaven vist fuldført"