I forfatterens De skæbneløse, 1996, fortælles om en ung mands oplevelser i Auschwitz og senere Buchenwald: hvordan han affinder sig med sin skæbne og måske på den måde overlever pinslerne. Denne baggrund, der også er den ungarske forfatters egen, præger i høj grad også den nye roman. En kaddish er en jødisk bøn, der her består af en lang monolog, der forklarer, hvorfor fortælleren valgte ikke at få et barn, da den konsekvens af forelskelsen i en smuk ung jødinde kom på tale. Fortælleren kredser om ondskaben i en verden, hvor nazismen og koncentrationslejrene for ham er om ikke naturlige så dog heller ikke unaturlige konsekvenser af den vestlige civilisation. En civilisation, fortælleren kan tilpasse sig og acceptere, men som han under ingen omstændigheder vil udsætte andre liv for. Det er en dyster beretning, der dog ind imellem lyser op i selvironisk humor. Kompositionen er tung og svær og langt fra De skæbneløse, idet den meget er bygget op på associationscirkler, der springer i rum og tid. Til gengæld er det en meget nødvendig historie af en stor forfatter, der ikke for ingenting sammenlignes med Camus og Dostojevskij