Bogtips

Vejles vandrende folkemindeforsker

Kender du Evald Tang Kristensen? Her er muligheden for at lære mere om en person, der satte sit mærke på Danmarkshistorien.

Af Janus Andersen

Evald Tang Kristensen

Den 26. december 1867 var den da 24-årige Evald Tang Kristensen på besøg hos sin mor. For at sætte lidt gang i ham sagde hun, at han da kunne besøge gamle Maren og høre hendes historier. Og det er nok den type indflydelse, enhver forælder ønsker - eller måske frygter - at have på deres børn.

For på den tur for at høre historier om gamle dage tog Evald Tang Kristensen de første skridt mod at blive nok verdens størte folkemindeindsamler.

Stort set resten af sit liv - han blev 86 år - brugte Tang Kristensen al sin forhåndenværende energi på at vandre omkring i Jylland og besøge de gamle mennesker, som kunne fortælle om alt det, der var ved at forsvinde. De minder indsamlede han i et omfang, hvis lige det er svært at finde noget sted. Og mange af de anekdoter, historier, sange, gåder og andre småglimt af en glemt verden skrev han ned og udgav, så de den dag i dag kan findes på bibliotekernes hylder. Ligesom de inspirerede folk fra H. C. Andersen op til moderne folkemusikere og forfattere som Charlotte Weitze, der for nylig brugte Tang Kristensen som figur i sin roman "Ulvemælk".

Herunder kan du finde en oversigt over de bøger, du kan finde på Horsens kommunes biblioteker - og onsdag den 7. maj kan du komme med til et Formiddagsforedrag, hvor det er den vandrende folkemindeindsamler, der er i fokus.