Le petit pub quiz

Du ved jo godt, at du er den klogeste. I familien, blandt vennerne og blandt kollegaerne. Men ved de det? Her er chancen for at understrege din enorme kulturelle klogskab og vinde håneretten... i hvert fald indtil den næste quiz. For vi har sat vores quiz-créatrice extraordinaire Jette S. F. Holst på sagen, og, voilà, 25 sjove og lærerige og litterære spørgsmål til dig. Og dit hovmod. Det var så lidt. Eller je vous en prie! Fordi alt er lidt finere på fransk.

Musik 

Hvilken dansk krimiforfatter, der bl.a. har skrevet serien om Lars Winkler, var med til at starte bandet Redlands, der i 1991 spillede på Roskilde Festival på Orange Scene? 

I Anne-Marie Vedsø Olesens Lucie fra 2018 er hovedpersonerne til Danmarks største udendørs metalfestival, som finder sted
på Refshaleøen i København, i begyndelsen af romanen. Hvilken festival? 

Vinderne af konkurrencen om en ny grundlovssang blev Der hvor du har hjemme. Bag sangen står en forfatter og en højskolelærer, som har ladet sig inspirere af folkemusik, ytringsfrihed og ord som hadbesked og hamsterhjul. Forfatteren er bl.a. kendt for Mod midnatssolen, der er udkommet i 2024. Hvem er forfatteren?

Hvilken australsk forfatter og sanger står bl.a. bag romanen Bunny Munros død og musikalbummet Murder Ballads, der indeholder en duet med Kylie Minogue? 

Han var forsanger i Steppeulvene og fik udgivet en række digte i 1960’erne. Hvem er forfatteren?

Film

6

Hvem har skrevet bøgerne bag filmen ”Dune”?

7

Niels Søndergaard udgav i 2020 en krimi, hvor kapitlernes overskrifter alle var filmtitler. Hvad hedder bogen?

8

Ernest Hemingway skrev i 1940 en roman om en amerikansk frivillig i den spanske borgerkrig, som forelsker sig i en lokal kvinde, der også er involveret i kampen mod fascisterne. Romanen blev filmatiseret med Gary Cooper og Ingrid Bergman i hovedrollerne. Hvad hedder filmen?

9

En kendt skuespillerinde dukker pludselig op i boghandleren Williams butik i filmen fra 1999 med Julia Roberts og Hugh Grant i hovedrollerne. Hvad hedder filmen?

10

I 2018 kom en biografisk film om forfatteren bag romanen Mørket i Hill House. Hvem er forfatteren?

Geografi

11

Alex Garland udgav i 1996 romanen ”Stranden”, som senere blev filmatiseret. Historien handler om backpackeren Richard, der under sin rundrejse i Asien hører om en mytisk strand, der skulle være et uspoleret paradis. I hvilket land ligger stranden?

12 

Hvem er forfatteren bag Tjenerindens fortælling, der udspiller sig i Gilead? 

13 

Joseph Conrad skrev i 1899 romanen Mørkets hjerte, hvor en engelsk styrmand fortæller om en dramatisk rejse på en flod i … hvilket land? 

14 

I hvilken landsdel udspiller de fleste af Erling Jepsens romaner sig? 

15 

Hvilken forfatter skrev historien om drengen Nils Holgersson, som forvandles til en nisse og rejser gennem hele Sverige på ryggen af en hvid gase?

Sport

16 

Fredrik Backman har skrevet romanen Bjørneby, hvor en bestemt sportsgren nærmest er byens eksistensberettigelse. Hvilken sportsgren?

17 

Amy Dawes har skrevet sportsromance-serien Harris, der handler om en håndfuld uimodståelige engelske brødre, som alle er professionelle sportsudøvere. Hver bog følger en kvindelig hovedperson, som indleder en affære med en af brødrene. Men hvilken sportsgren dyrker brødrene?

18 

I Outsideren af Stephen King bliver en dreng myrdet, og alle beviser peger på træneren Terry Maitland, som dog har et skudsikkert alibi. Hvilken sportsgren er Terry træner i?

19 

Malte Tellerup udgav i 2023 den biografiske roman Mestrene, hvor han fortæller om, hvordan han trods et stort talent endte med at vende sporten ryggen. Hvilken sportsgren dyrkede Malte Tellerup? 

20 

Romanen Petit Petit af Mette Sø handler om en kvindelig sportsudøver indenfor hvilken sportsgren? 

Mad

21 

Hvad hedder forfatteren til romanen Kvinden der kom med kage, der handler om Ingrid, som bor alene og kæmper med fortidens oplevelser, da en ung kvinde pludselig dukker op med en kage.

22

Karen Blixen skrev en kortroman om en fransk kvinde, der flygtede til Norge. En dag vinder hun en stor sum penge, som hun bruger på en storslået middag for byen. Hvad hedder historien? 

23 

Mich Vraa har skrevet romanen Under en anden himmel om Emma, som har mistet sin far og er ved at rydde hans hus i Frankrig. På en vandretur møder hun 83-årige Ritou, og langsomt spirer et venskab frem. Hvilken beskæftigelse har Emma?

24 

Masayuki Kusumi har skrevet Den ensomme gourmet, en tegneserie der fortælles i 18 korte episoder, hver med et bestemt spisested eller en specifik ret i fokus. Hvor kommer Kusumi fra? 

25 

Morten Remar har skrevet en krimi om mesterkokken Adam Brandt fra restauranten Amok, der står overfor at modtage sin tredje Michelin-stjerne. Men pludselig begynder en lavine af ulykker at ramle ned over ham. Hvad hedder bogen?

Fakta - Om pub quizzen

Pub quizzer opstod i Storbritannien i 1970’erne, hvor de lokale pubber brugte dem til at trække gæster ind på de stille aftener. En pubquiz består ofte af en række runder med spørgsmål om forskellige emner. Man kan både stille op alene eller som hold, for alle konkurrerer mod alle. Udover papir og kuglepen er hjælpemidler forbudte, så ikke noget med at hive telefonen frem, hvis du kommer i tvivl om svarene. Det overordnede tema i denne pub quiz er litteraturens verden. Held og lykke. Du får brug for det. Og hvis du ikke gør, så vinder du nok.