"Det er vigtigt at man skal græde af en bog."
Mød bibliotekets unge LÆS!-reportere!
Næste år er der igen læsefestival for børn og unge på biblioteket. Festivalen hedder LÆS! og har i 2024 fået sine helt egne ungereportere, som på bibliotekets Instagramprofil @horsensbib_boern fortæller om festivalen og anbefaler bøger.
Af Miriam Yasmin Tarp Yamil, formidler
Jeg var så heldig at møde de to LÆS!-reportere, Ella og Siri, lige inden de skulle til bogklub på biblioteket. Læs med og hør, hvad de siger om bøger, læsning, og hvad de glæder sig allermest til på festivalen.
Hvad gjorde, at I sagde ja til at være LÆS!-reportere?
Ella: - Jeg tror, at jeg syntes, det lød fedt eller sjovt.
Siri: - Ja, det lød sjovt.
Vidste I godt, hvad det var inden, eller tænkte I bare, det lyder spændende?
Siri: - Jeg anede ikke, hvad det (LÆS!-reporter red.) var. Jeg var sådan: hvad er det? Men okay.
Ella: - Jeg synes bare, det lød spændende i den besked, Anna (børnebibliotekar red.) sendte, og så ville jeg gerne prøve det.
Hvad glæder I jer mest til på LÆS! 2024?
Ella: - Jeg glæder mig meget til Møgmis-aftenen på mandag (en familieaften med pizza og besøg af forfatter Sophie Souid og tegner Thomas Hjorhaab, der har skrevet tegneserien ’Møgmis’ red.).
Siri: - Er Readathon ikke også en del af LÆS!? Det glæder jeg mig til!
Ella: - Det glæder jeg mig virkelig også meget til. Sidste år var jeg med til det, og der var det rigtig sjovt.
Hvad for nogen bøger kan I godt lide at læse?
Siri: - Jeg kan godt lide alle Rick Riordans bøger. Ja, fordi jeg godt kan lide… han skriver på en sjov måde. Og samtidig er det meget sådan action-fantasy. Det er meget spændende. Så du kan lide alle hans bøger, ikke kun Percy Jackson-bøgerne?
Siri: - Ja, alle hans bøger. Men jeg kan bedst lide Percy Jackson. Og jeg kan også godt lide Harry Potter. Og Hunger Games.
Du kan godt lide sådan noget med meget spænding og action i?
Siri: - Ja, og at folk dør. Det er bare så trist. Det er vigtigt, at man skal græde af en bog. Det er vigtigt, at man skal græde af en bog?
Siri: - Ja.
Ella: - Ja, jeg kan også rigtig godt lide Harry Potter. Og så kan jeg godt lide Kaldet fra Galathea. Også to’eren og tre’eren. Dem synes jeg er rigtig spændende.
Siri: - De er virkelig gode.
Ella: - Ja dem kunne jeg virkelig godt lide. Det er lidt lige som Harry Potter med Hogwarts, men så er det bare på
et kæmpe skib.
Siri: - Ja, i stedet for at lære at være en troldmand, så skal man lære at være en… hvad var det nu, det hed?
Ella: - Ja, man skal lære at være en vogter, som kæmper mod Morkinskinna, som er sådan nogen onde nogen. Så handler det også om, at der er fem forskellige kræfter, man kan få, og så skal man vælge, hvad man vil være – fx kan man være en shaman, en sigøjner, en druide eller en alkymist.
Taler I med jeres venner om bøger?
Siri: - Ja, men de gider ikke lytte til mig (griner red.). Hver gang jeg siger noget, så er de sådan: ’Siri, det skal vi altså ikke snakke om, det er kedeligt’.
Ella: - Ja. Nogle af mine venner kan også godt lide at læse. Måske ikke lige så meget, men de kan også godt lide bøger, og så snakker vi sådan lidt om nogle bøger, som vi begge har læst. Men der er også nogle af dem, de siger sådan: ’Ej hvor er du mærkelig, det gider vi ikke snakke om’.
Kendte I hinanden, før I startede i bogklubben på biblioteket?
Ella: - Lidt.
Siri: - Vi spiller fodbold og går på årgang sammen.
Vidste I godt, at den anden læste bøger?
Ella: - Ja, det vidste jeg godt.
Siri: - Det kan jeg ikke huske.
Hvor får I inspiration til nye bøger fra?
Siri: Jeg får meget af min storesøster. Og så også fra Instagram.
Ella: - Jeg får også inspiration af min familie, fx min mor. Og også af Anna (børnebibliotekar red.)
LÆS! er bibliotekets tilbagevendende festival for børn og unge, hvor vi fejrer læseglæden med et hav af aktiviteter, forfatterbesøg, kreative workshops og meget mere for skolebørn og familier.