Det bedste vi læste i februar

Lene har læst: en biografi

Jakob Marks "Fartblind" er en af de mest læseværdige biografier, som jeg har haft i hænderne i lang tid. Jakob Mark beskriver kometkarrieren. Fra han tumler lidt overraskende ind på Borgen i en ung alder, til han, stadig ung, er nødt til at stoppe op, fordi han er ved at miste synet som følge af stress. Bogen beskriver, hvordan ambitioner, engagement, flair, hårdt arbejde og umådeligt meget ros og opbakning gør, at han får svært ved sætte de grænser, som kroppen har brug for.

Man behøver ikke at være ”rød som en ræv”  for at læse denne yderst velskrevne, letlæste og ærlige beretning.

Thomas har læst: en højtlæsningsbog

Mine børn er efterhånden så store, at de selv læser deres bøger. Men jeg kan nemt komme til at savne de mange timer jeg i sin tid læste højt for mine børn, inden de skulle sove. Jeg savner ikke bleskift og babygylp, men til gengæld højtlæsningen og den dertilhørende hyggestund. Ind imellem lykkes det mig dog at finde en bog, som begge børn gerne vil have mig til at læse højt fra. Sådan en bog fandt jeg i februar. Den hedder ”Naturen er din ven – årets gang fortalt til jordens børn”, tegnet og fortalt af Lisa Grue.

Det er en super fin bog med flotte og stemningsfulde tegninger og en poetisk beskrivelse af månederne med naturen som omdrejningspunkt.

Hør f.eks. første afsnit om februar: ”I fuld fart kommer Februar susende hen over stien med frostbidte kinder. Selv om han er vinterens sidste måned, har han pyntet sin frakke med istapper. Hans lidt barske ansigt står skarpt i det kolde lys. Jorden er hård, og himmelen fyldt med sne. Det er sådan, Februar bedst kan lide vejret”.

Bogen leger med ord og forestillinger og tilbyder desuden til hver måned en oversigt over de ting, naturen trækker med sig af forandring fra den ene måned til den anden. Ting, der opfordrer til at man selv går ud i naturen og kigger, mærker og undres.

Den del har jeg stadig til gode med mine egne børn.

Jette har læst: en bevægende roman

”Dansen” er en bevægende og velskrevet fortælling om kærlighed, håb og en sindssygeanstalt.

Vi følger tre personer. Den unge kvinde Ella Fay, der bliver indlagt på Sharston Sindssygehospital i Yorkshire, efter at hun har smadret en rude på sin arbejdsplads. Ireren John Mulligan, der ligeledes er indlagt og har været det gennem flere år. Og endeligt er der Charles Fuller, der er assisterende læge på hospitalet.

Som et led i at prøve at helbrede patienterne bruger hospitalet musik. Og hver fredag er der dans i den store sal, hvor de mandlige og kvindelige patienter mødes. Resten af tiden er de skarpt adskilte. Det er i dansesalen, at John og Ella lærer hinanden at kende, og mødet ændrer begges liv.

Samtidig med at vi følger John og Ellas historie, kommer vi også ind under huden på den unge læge Fuller. Fuller har altid haft en stor passion for musikken og er kun blevet læge for at tækkes sin far. Han er også meget optaget af tidens diskussion om eugenik, hvor man i hælene på Darwins evolutionsteori vil fjerne uønskede træk ved at forhindre svagere individer af menneskeracen i at få børn.

Jeg læste ”Dansen” nærmest i et stræk. Det var utroligt spændende (og skræmmende) at læse om forholdene på Sharston. Det var nemlig ikke alle patienterne, som egentlig var syge. Flere var bare fattige og uønskede, men de kunne alligevel kun slippe ud, hvis lægerne raskmeldte dem. Derudover er portrætterne af de tre hovedpersoner utroligt fine og nuancerede. Alle tre gennemgår en skelsættende udvikling over det år, roman udspiller sig.

Anna Hope skriver i sit efterord, at hendes tipoldefar var indlagt på West Riding Pauper Lunatic Asylum, der ligger i Yorkshire, og som Sharston bygger på. Selvom romanen tager udgangspunkt i tipoldefarens historien, understreger Hope, at her ikke er tale om en-til-en-gengivelse af forholdene. Til gengæld er hovedpunkterne omkring eugenikkens historie i England korrekte, og det chokerede mig lidt at opdage, at Winston Churchill var tilhænger af planer om at sterilisere et betydeligt antal mennesker i England. Det samme var i øvrigt en lang række andre fremtrædende personer i samtiden på tværs af det politiske spektrum.

Marie har læst: en velfortjent prisvinder

Den bedste læseoplevelse jeg har haft i februar, er den lille fine roman ”Detaljerne” af svenske Ia Genberg. Romanen starter således:

"Efter nogle dage med virussen i min krop rammer feberen, og jeg får den idé, at jeg vil læse en særlig roman igen, og først da jeg sætter mig i sengen og slår op på første side, forstår jeg hvorfor."

I en blanding af febertåger og stemninger, ord og billeder fra romaner læst igennem livet dukker minder om (tidligere) bekendtskaber op – kærester, venner, familie – og står lysende klare for kvinden – vores fortæller. Igennem fire kapitler, fire fortællinger om hhv. Johanna, Niki, Alejandro og Birgitte, zoomer hun ind på de mere eller mindre tilfældige detaljer, der former et liv. Venskaber som vokser, venskaber som brister. Kærlighed som pludselig afløses en anden kærlighed. Veje som krydses, og veje som skilles.

Det er på en gang en smuk og vemodig roman, som hylder livets tilfældige detaljer og de mennesker, der med deres blotte tilstedeværelse er med til at forme os og skubbe os i forskellige retninger. Samtidig er det en kærlig hilsen til litteraturen og de møder, fællesskaber og diskussioner, den kan afstedkomme. Og om hvordan vi nogle gange har brug for at surre os fast til det velkendte ved at vende tilbage til et forfatterskab eller en yndlingsbog.

Ia Genberg modtog Augustprisen (det svenske svar på De Gyldne Laurbær) for ”Detaljerne” i 2022.

Anna har læst: en kapitelbog

Jeg læste ”Habakuk og den hemmelige dyrehandel” af Søren Jessen højt for min søn. Det var virkelig en bog, som vi begge kunne hygge os med.

Den foregår i fremtiden, hvor verden er oversvømmet, så alle bor under vandet og må sejle i ubåde, når de skal forlade deres hjem. På den måde åbner bogen for en samtale om klima og fremtid, men uden den sædvanlige dystopiske stemning. Tværtimod er bogen hyggelig og man kan kun elske undervands-miljøet, som åbner op for masser af Bennys Badekars-agtige oplevelser. Vi følger en dreng og hans bedstefars spændende rejse i en lille gul ubåd: Bedstefarens grønne undulat er død, men det er svært at få fat i en ny fugl i en oversvømmet verden, så de kommer vidt omkring for at finde den hemmelige dyrehandel. Undervejs møder de kæmpeblæksprutter, kommer til at putte en vaniljekrans i ubådens brændstoftank (åh-åh!) og møder en ægte havfrue.

Det er en kapitelbog med flotte illustrationer, anbefalet fra ca. 5 år. Sproget er ligefremt og let at forstå, og spændingen afvikles hurtigt hver gang, så bogen fungerer fint for små børn, hvis de bare kan koncentrere sig om det lange format.

Janus har læst: en spionroman

Bogen er altid bedre end filmatiseringen, sådan er det bare. Så efter at have hørt flere venner snakke stort om tv-serien "Slow Horses" besluttede jeg mig naturligvis for … at læse bogen, den er baseret på: "Slagteheste" af Mick Herron.

Det var en god beslutning, for der er tale om en helt igennem spændende spionroman - på den der britiske måde, hvor ting ikke skal sprænge i luften, men det i stedet er alvorlige mennesker, der tager hånd om sagerne. Nogle gange bare ved at tale sammen (med en konstant understrøm af ikkeformulerede trusler). Her er de menneske så efterretningstjenestens slagteheste - de agenter, der har dummet sig grundigt, men som man ikke kan skaffe sig af med. De bliver draget ind i en sag om terrorister, der vil henrette et gidsel, så det er en kamp mod tiden, men også, viser det sig, mod nogle af de agenturer, som allerede har slået hånden af dem.

"Slagteheste" er første af indtil videre 5 bøger på dansk om Jackson Lamb, der skal forsøge at holde sin brogede flok i live i en kompleks verden - og det var lidt som at læse en lettere tilgængelig udgave af John Le Carré: spændende på samme måde, men uden helt samme grundlæggende forvirring for mit vedkommende. Jeg er klart læser til resten af serien.