Bogtips

5 møder med rumvæsener

Mødet med de fremmede har en lang og mangefacetteret historie - her er fem meget forskellige eksempler.

Af Janus Andersen

Martiansk tripode angriber
Henrique Alvim Corrêa - illustration fra Klodernes kamp

Rumvæsener og UFOer er tilbage i overskrifterne og vores kollektive bevidsthed - ikke mindst fordi Steven Spielberg i sin seneste film, "Disclosure Day", er vendt tilbage til det emne, der står hans hjerne så nær. Generelt plejer Spielbergs møder med det udenjordiske - som "ET" og "Nærkontakt af tredje grad" - at være af den positive slags, men selv han har dog også kastet sig over invasionen fra rummet i filmatiseringen af H. G. Wells' "Klodernes kamp".

 

Men hvis man kigger til bøgerne, viser der sig også et mere kompleks billede af det møde. Rumvæsener kan være gode eller onde, men der er også et langt spektrum derimellem. Her får du fem romaner, hvor mennesker møder de fremmede, og vidt forskellig musik opstår.

 

Invasionen

"Klodernes kamp" har allerede været nævnt, og den er selvfølgelig en klassiker - men et mere moderne eksempel på, at rumvæsener afgjort ikke er vores venner, er Matt Dinnimans "Dungeon Crawler Carl", hvor vi lige har fået første bind på danske.

 

Her er invasionen ret hurtigt overstået - de fremmede kommer, og de vinder, og det er det. Ingen små detaljer, der hjælper os i kampen. I stedet befinder hovedpersonen, Carl, sig pludselig i et intergalaktisk gameshow sammen med sin ekskærestes kat, hvor han må kæmpe for at overleve OG holde seertallene oppe. Masser af action og grovkornet humor.

 

Sandheden er derude

Billedet af de fremmede som noget, der lurer i baggrunden og trænger ind i vores liv på grum vis, er en klassiker - og den lurer også i mørket i Michael Kamps "Samlerne".

 

Thomas er en helt almindelig familiefar med kone, to børn og faste rutiner; men en aften slår lynet ned - uden torden. Og derefter begynder familiens liv at falde fra hinanden under en grusom indflydelse. Naboens ko bliver maltrakteret, er er huller i Thomas' hukommelse, og alle begynder at opføre sig mærkeligt, indtil selv virkeligheden synes at falde fra hinanden. Her er det ren science fiction horror.

 

Sameksistens

Amira er ganske ung, da den første zoi ankommer til vores solsystem - et gigantisk, cellelignende væsen, der synes at stoppe op ved vores sol et stykke tid, hvorefter den fortsætter ud i galaksen. Menneskets første kontakt med det udenjordiske bliver et vendepunkt for Amira, der dedikerer sit liv som zoi'erne, som de kaldes - "Zoi" er også titlen på Jane Mondrups roman.

 

Mondrup fortæller en ambitiøs historie i to spor - Amiras liv, mens hun vokser op, og hendes liv, efter hun er trådt ind i en zoi for at følge med den på rejsen videre. Her er rumvæsenet ikke ondt eller godt, men reagerer på sine menneskelige passagerer og synes at samarbejde med dem. En klassisk sf-roman, der tør lege med store spørgsmål.

 

De uforståelige

de andre kan være anderledes - men de kan også være helt igennem uforståelige. Faktisk så uforståelige, at selv sporene efter deres besøg forandrer verden.

 

Det er baggrunden for Strugatskij-brødrenes klassiker "Picnic i vejkanten", hvor Besøgelsen har efterladt zoner over hele kloden, der hjemsøges at uforklarlige fænomener, men også rummer fremmed teknologi, der kan gøre folk rige. Her optræder rumvæsenerne selv ikke, men vi følger de mænd, stalkers, der begiver sig ind i zonerne.

 

Vi må komme til dem

Noget fremmed liv behøver ikke engang besøge os for at påvirke os - det kan man se i Andy Weirs "Project Hail Mary", hvor solens styrke begynder at falde, hvilket naturligvis ikke er godt for livet på Jorden. Det viser sig at hænge sammen med en form for liv, der lever af sollyset.

 

Ryland Grace vågner med hukommelsestab i et rumskib sendt ud for at finde en mulig løsning på verdens undergang - og snart indser han, at der findes flere former for liv, og han er ikke alene. En klassisk hård science fiction-roman, men tilsat en god del humor.