Savn og sommerfugle

Af Jette S. F. Holst, formidler

PER er en fortælling om savn og sommerfugle, om barndom og metamorfose, men også om så meget mere. Vil du fortælle lidt om hvordan historien opstod? 

- Måske opstod PER allerede i midten af 80’erne, hvor jeg som barn boede i Randers i et socialt boligbyggeri. Her var beton, hårde kanter, trafik, støj, mennesker, men der var også et lille grønt område, som vi kaldte Marken, og her elskede jeg at have en fornemmelse af at forsvinde mellem træer, buske og vilde planter. Og det var her fra Marken, jeg engang bortførte en håndfuld mariehøns for at have dem i en æske hjemme under min seng. Jeg troede, at jeg kunne holde mariehønsene som kæledyr, jeg syntes, de virkede som venlige små væsener, og smukke var de også. Men de døde alle sammen. Jeg havde ellers fodret dem med planter, for jeg vidste ikke, at mariehøns primært spiser bladlus. Og jeg skammede mig virkelig over at have taget ansvaret
for deres liv. Jeg følte mig som en morder, og den følelse har jeg aldrig glemt. (Jeg må lige tilføje, at jeg senere er lykkedes med at holde liv i både akvariefisk, kaniner og adskillige golden retrievere.) 

Lidt mere konkret opstod PER også, fordi illustratoren Signe Parkins en dag skrev til mig: ”Vi burde lave en bog om sommerfugle sammen.” Ideen var opstået i Signe, efter at vi ivrigt havde talt om de tusindvis af sommerfuglelarver, jeg igennem et årti har passet hver sommer.

Jeg arbejder altid på den måde, at historierne finder mig, jeg finder ikke dem. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og ”finde på”, og jeg havde ikke lige mødt en historie om sommerfugle i mine tanker, så i første omgang tænkte jeg ikke, at det ville ende med en bog, men så vågnede jeg en morgen med en sætning på hjernen, den gentog sig selv som en melodistump: ”Engang havde jeg seks små skinnende mariehøns”. Jeg skrev sætningen ned, og resten af historien fulgte helt af sig selv, fordi efter den her første virkelig insisterende sætning vidste jeg, hvad der skulle ske, jeg kendte allerede hele historien, jeg skulle bare lige komme i tanke om det, for på en eller anden måde er alt i historien om PER nemlig sandt - også det, som ikke er sket i virkeligheden.

Du har jo skrevet flere bøger, men det er første gang, at du arbejder sammen med illustrator Signe Parkins. Hvordan kom samarbejdet i stand?

- For mit vedkommende blev samarbejdet etableret, fordi Signe spurgte og dermed kickstartede min hjerne med en konkret ramme: Noget om sommerfugle. Og selvom Signe og jeg ikke kender hinanden privat, så har vi haft nogle personlige samtaler på mail, der gjorde, at jeg var klar over, at vi vidste nogle af de samme ting. Vi havde mødt den samme slags voksne, vi er næsten jævnaldrende, vi er jyder, vi er begge den type, man ikke rigtigt får noget ud af jage rundt med, vi deler den samme længsel efter at nyde detaljer i planter, ligesom vi begge synes, insekter er prægtige og vigtige væsener. Det var et ret godt udgangspunkt. 

Selve samarbejdet om PER er foregået på den enkle måde, at mens jeg skrev, forestillede jeg mig et barn, en slags sammensmeltning af Signe og mig, samtidig forestillede jeg mig, hvordan Signes streg ville kunne vokse vildt igennem værket. For da Signe fik teksten, blev det hendes. Jeg har ikke blandet mig i hendes arbejde, ligesom hun jo heller ikke blandede sig i mit.
Sådan er det i øvrigt altid som udgangspunkt, når jeg laver et værk med en illustrator. På en måde er det som at få filmatiseret sin fortælling, synes jeg.

Med PER har jeg oplevet en del af Signes valg som noget intuitivt mellem os. Og jeg synes, det var virkelig dejligt at skabe PER sammen med hende, jeg oplevede, at værket opstod af en fin genklang mellem det, vi hver især kan, og vores individuelle forståelse af verden, jeg følte mig virkelig genkendt af Signes illustrationer - og jeg ville da i øvrigt ønske, jeg havde en tidsmaskine, så jeg kunne rejse tilbage til Randers i midten af 80erne og fortælle mit 10-årige selv, at nok er jeg mariehønemorder, men der skal nok komme noget godt ud af selv dét engang. 

Du er selv en dygtig tegner, og jeg har læst, at du ser dine fortællinger i billeder, mens du skriver dem. Har du lyst til engang at illustrere en historie selv? 

- Jeg tegnede, før jeg skrev. Da jeg var barn, lavede jeg tegneserier og andre illustrerede fortællinger. Det første planlagte og bevidste værk, jeg lavede, da var jeg 6 år, bestod mest af illustrationer og hed: FAR. Min far hed Per, så på en eller anden mærkelig måde opstod PER måske endnu tidligere end det med mariehønsene…

Jeg har i en del år taget tilløb til at illustrere mine egne historier, og flere af dem har jeg faktisk forsøgt at illustrere, f.eks. Billy smiler rødt, som heldigvis endte med at blive illustreret af Tom Kristensen. Der er en helt særlig energi, når nogen illustrerer ens ord, et eller andet med en resonans, når et billedbogsværk er skabt af to forskellige mennesker, ja, eller flere. Men for mit
vedkommende handler det også om, at på den måde føles værket mindre ensomt, tænker jeg lige spontant. 

Jeg synes aldrig, det er ensomt at sidde og skrive, men jeg synes, det kan være ret ensomt at udgive. Helt overordnet synes jeg også, at vi har så mange dygtige illustratorer i Danmark, at jeg reflekterer, at nok kan jeg tegne – men kan jeg illustrere!? Men jeg vil så lige nævne, at jeg selv illustrerede forsiden til romanen Hjerneskælv – og det gav mening for mig, ingen usikkerhed
der, så jeg vælger at konkludere, at jeg helt enkelt blot mangler at skrive den helt rigtige historie til mig selv. 

Jeg ved, at du selv ligesom bogens hovedperson er sommerfugleven. Hvorfra stammer den fascination?

- Jeg har altid været optaget af det, som kribler i naturen, og er egentlig ikke mere fascineret af sommerfugle end af f.eks. oliebiller – men i 2013 var det, at min svoger, Niels, kom med et gammelt akvarium til mig. Han havde lavet et nyt låg med tyndt net, og sammen ledte vi efter sommerfuglelarver. Dengang var jeg væsentligt funktionsnedsat efter en ulykke og lang sygdomsperiode, så jeg havde svært ved at koncentrere mig om at læse, se tv og andre ting. Men sammen plukkede vi sommerfuglelarver, og herefter brugte jeg en del tid på bare at se ind på dem, hvor et nyt og spændende univers foldede sig ud. Jeg faldt i sommerfuglegryden, så i dag ved jeg meget om især larver og pupper. Den viden var vigtig for mig at få med i PER - og der i bogen, 
hvor barnet laver lister over ting, hun indser med larver, pupper og sommerfugle, var så rare for mig at skrive. Jeg følte mig forbundet til både noget meget stort og noget meget småt. 

Man kan godt kalde PER for en langsom bog, der kræver fordybelse, og selvom det er en børnebog, taler den også til voksne. Tænker du over modtageren, når du skriver?

- Jeg skriver primært børnelitteratur, fordi jeg synes, børn er vigtige, og mit ønske er, at de også føler sig vigtige. Jeg ønsker, at børn føler sig kloge, jeg synes, det er vigtigt, at der udkommer bøger til børn, som har lidt mere substans end noget med prutter, men noget, de kan spejle sig i, forbinde sig med og blive udfordret af. 

Noget af det mest afgørende i mit liv var at lære at læse. Det gav mig så meget frihed, så mange eventyr, så mange ideer - og en stor indsigt i andre måder at se, opleve og forstå verden og andre mennesker på. 

Her i 2024 er vi en virkelighed med konstante inputs, streaming, evighedsscrolling og det, som nogle betegner som et ’opmærksomhedstyveri’ – på den lidt dystre baggrund synes jeg, at litteraturen tilbyder noget vigtigt – især i forhold til børn. Det nærvær, den måde at være sammen på, som man kan have om en billedbog, det er en måde at komme til stede i verden lige dér, hvor man er. Det lyder gammeldags og sentimentalt, og jeg indrømmer da også, at jeg er et menneske med en stor analog længsel, men jeg er overbevist om, at vi går glip af noget essentielt, hvis vi ikke fastholder et forhold til litteraturen og lærer vores unge at få det. 

Jeg synes faktisk, det er en svær tid at være forfatter i, men det er også en svær tid at være læser i - netop fordi der er så meget, der konkurrerer om vores opmærksomhed. Litteraturen er ikke understøttet af svimlende milliarder og de stærke markedsstrategier, tech-giganterne styrer vores virkelighed med. Jeg er meget taknemmelig for, at vi stadig, trods bibliotekslukninger, har så mange biblioteker i Danmark – det er jo helt særlige kulturelle frirum, som er så væsentlige for både for vores demokrati, vores kultur – men også for vores fantasi.