Litterært mod, spekulative fremtider og opgør med dydsmønstre

Af Anne Kathrine Vindvad Laursen, formidler

Klimaromaner, historisk fiktion, samfundssatiriske fortællinger, feministisk politisk litteratur, essayistik, graphic novels og inderlige digte om fugle. Alt det har canadiske Margaret Atwood gennem mere end 60 år bidraget med til verdenslitteraturen. I sin litteratur leverer hun en sønderlemmende kritik af eksisterende magtstrukturer, religiøs fundamentalisme og klimafornægtelse - ofte
leveret med en skarp ironisk præcision og en beundringsværdig indsigt i både den menneskelige natur og den natur, vi alle burde være forvaltere af.

Naturbarnet der blev litterær stjerne

Margaret Atwood blev født i 1939 og voksede op i en primitiv hytte i den canadiske vildmark, hvor hendes entomolog-far studerede insekter. Senere tog hun en akademisk litteraturuddannelse, blev forfatter og vandt som kun 26-årig Canadas vigtigste litterære pris for digtsamlingen The Circle Game. 

I 1972 udgav hun Survival, den første ikke-akademiske guide til canadisk litteratur, der fastslog canadisk litteraturs særpræg og  adskillelse fra den mere dominerende amerikanske og britiske litteratur. Survival gjorde canadierne opmærksomme på deres egen kulturhistorie, og med værket, som stadig er centralt i Canadastudier verden over, slog Margaret Atwood sit navn fast som en uomgængelig canadisk forfatter.

Samme år, nogle år før det senere 70’er opbrud med patriarkatet i litteraturen, kom gennembrudsromanen Op til overfladen, hvor en mangefacetteret kvinde udforsker tidligere fortrængte handlinger og gør op med den konventionelle kvindefigur. Romanen behandler brud med konsumerisme og forbundethed til naturen, og med den lagde Atwood to af grundstenene i forfatterskabet, der lige siden har kredset om menneskets forhold til natur og kvinden som meget mere end blot et velvilligt offer.

Slut med kvindelige dydsmønstre

I Margaret Atwoods litteratur beskrives kvinder som komplekse individer frem for polerede bifigurer. Ingen af Atwoods karakterer er sort/hvide, for som hun selv udtaler: ”Jeg skriver ikke om dydsmønstre, af den simple grund, at sådanne karakterer ville være utroligt kedelige – og ikke menneskelige. Ingen af os er dydsmønstre”. Til gengæld beskriver hun menneskesindets
dybder og tydeliggør fortællingens magt, f.eks. når hun skriver om erindring som noget selektivt og flydende.

Romanen Katteøje fra 1988 følger en succesfuld kunstner, hvis tanker kredser om barndomsveninden Cordelia og det ondskabsfulde spil, hun i barndommen var udsat for. Men fortælleren er ikke selv helt uskyldig, og romanen beskriver livet som en fortælling i mange versioner: ”Man kigger ikke bagud langs med tiden, men ned igennem den, ligesom vand. Somme tider kommer
det ene op til overfladen, somme tider noget andet, somme tider ingenting. Intet forsvinder.” 

Det er, som om Margaret Atwood holder et spejl op for sin læser: vær varsom med at tro på fortællingens sandhed.

Samme varsomhed overfor troen på fortællingen eksemplificerer Atwood i Røverbruden fra 1993, hvor tre kvinder danner et venskab, efter de alle har fået stjålet deres mænd af den samvittighedsløse Zenia. De har dog hver deres version af Zenia, der kan opfattes som enten den ultimativt frigjorte kvinde, en forræder af kvindefællesskaber eller en opofrende engel, der redder
andre kvinder fra skruppelløse mænd. 

I den historiske roman Alias Grace (1996), spundet over historien om den virkelige morddømte Grace Marks, er læseren lige så meget i tvivl om sandheden angående mordet som den hukommelsesløse Grace selv. (Alias Grace blev i 2017 remedieret til en voldsomt populær TV-miniserie, hvilket bidrog til Atwoods berømthed verden over). Den psykologiske leg med sandheder er karakteristisk for Margaret Atwood, der derimod synes at opfordre sin læser til at reflektere over virkeligheden og stille spørgsmålet ’Hvorfor?’.

Spekulationer om fremtidige rædselsregimer 

Selv er Atwood langtfra et litterært dydsmønster. Tværtimod bekæmper hun genrebetegnelsers definerende grænser og modsætter sig at få sine fremtidsfortællinger betegnet som science fiction. I stedet benytter hun termen spekulativ fiktion, der beskriver et scenarie som ”…virkeligt kunne ske, men som bare ikke helt er sket endnu, da forfatteren skrev bogen. Mine bøger er i den kategori – der er ingen marsmænd.” Hvad der derimod er masser af er spekulationer om, hvor mennesker og samfundet er på vej hen.

I den verdensomspændende bestseller fra 1985 Tjenerindens fortælling samler Atwood forbrydelser begået mod kvinder gennem verdenshistorien i rædselsregimet Gilead, hvor frugtbare tjenerinder regelmæssigt voldtages af regimets elite i bestræbelsen på at producere nye borgere. 

Det er et vidnesbyrd om Atwoods fiktions stadige relevans, at tjenerindernes røde kapper og hvide hovedbeklædning verden over er blevet symbol på kampen mod kvindeundertrykkelse. Det blev særligt tydeligt, da en veritabel bølge af tjenerinder dukkede op i kølvandet på trumpismen og gigantsuccesen for Hulu TV-serien The Handmaid’s Tale (2017).

I 2019 kom Atwoods indtil videre seneste roman, Gileads Døtre, for hvilken hun blev tildelt The Booker Price for 2. gang (første Booker Price fik hun for Den blinde morder fra 2000, en labyrintisk familieroman med canadisk historie i det 20. århundrede som bagtæppe). 

Adspurgt, hvordan hun dog har fundet på et så uhyrligt samfund som Gilead, svarer Atwood, at hun blot beskriver, hvad menneskeheden allerede har fundet på. ”Forfattere må fjerne sig fra frygten. Hvis de putter alt det lort, der sker i verden, i deres romaner, ville ingen ud over psykopatiske sadister være i stand til at læse det.”

I MaddAddam-trilogien, Oryx og Crake (2003), Syndflodens år (2009) og MaddAddam (2013), bliver menneskeheden næsten udslettet af en pille-båren virus, der efterlader en mareridtsagtig verden befolket af hævngerrige grisevæsner, shampoo-reklamerende mohair-får og en genmanipuleret ny menneskeart. 

Atwoods dystopi er en tydelig kommentar til kynismen i medicinalindustrien og det kapitalistiske samfund og afslører farerne ved at stole blindt på videnskabens landvindinger som eneste svar på menneskehedens store udfordringer. Som Atwood skriver
i efterordet til trilogien: ”Selv om MaddAddam er fiktion, så skildrer den ikke nogen form for teknologi eller nogen form for biologiske væsener, som ikke allerede findes, er under udformning, eller som er teoretisk mulige.” Spørgsmålet er så bare, om vi har tænkt os at bruge dem?

Litterært mod

Senest har Atwood, foruden den fuglefyldte digtsamling Inderligt (2020), udgivet novellesamlingen Min onde mor (2023), der behandler tab af forældre, ægtefæller, venskaber, kæledyr og en verden, der er til at stole på.

Det viser Margaret Atwoods litterære mod, at hun gennem 60 års forfatterskab aldrig har fjernet sig fra frygten for at beskrive samfundet og menneskeheden, præcis som hun har oplevet den: Fyldt med modsætninger og forkerte midler til at opnå en mere perfekt verden.

I efteråret 2024 kommer essaysamlingen Brændende spørgsmål endelig på dansk, for at gøre os klogere på spørgsmål som: Hvorfor har mennesker igennem alle tider, i alle kulturer og alle steder fortalt hinanden historier? Hvor meget kan man give af sig selv, før man forsvinder? Og hvordan kan vi leve sammen på denne planet?

Fakta - H. C. Andersen Litteraturprisen

Tildeles internationale anerkendte forfattere, der benytter fortælleteknikker, som er inspireret af H.C. Andersens værker. Tidligere modtagere tæller bl.a. J.K. Rowling, Isabel Allende, Haruki Murakami, Salman Rushdie og Karl Ove Knausgård. I 2024
tildeles Margaret Atwood prisen ”for brugen af myter, eventyr og fantastiske og spekulative fortællinger til at belyse samtidspolitiske problemer, såvel som for at ophøje såkaldt spekulativ fiktion til en højere kunstform”.

Et par ord fra redaktøren...

Margaret Atwoods danske redaktør Sune de Souza Schmidt-Madsen, litterær redaktør på Lindhardt og Ringhof, fortæller:

”Margaret Atwoods forfatterskab er noget helt særligt. Hun er nok den mest berømte canadiske forfatter nogensinde, og hendes bøger har den særlige kvalitet, at de på en gang er tidløse og altid uhyggeligt aktuelle. På Lindhardt og Ringhof indtager hun en helt særlig plads: Hun var nemlig en af de allerførste forfattere, som Otto B. Lindhardt antog. Første gang Otto og Margaret mødtes var i 1979, og i forlagets 50-års jubilæumsbog husker Margaret tilbage på, hvordan Otto smuglede hende ind i Karen Blixens hus - før det var blevet et museum. 

Selv mødte jeg Margaret Atwood første gang i 2014, hvor hun var inviteret til litteraturfestivalen på Louisiana. Det var umuligt ikke
at blive fortryllet af hendes glødende karisma. Midt i det pæne, litterære selskab rejste denne lille hvidhårede kvinde sig op og sang ”Canada’s Really Big” af bandet The Arrogant Worms. Bagefter forærede hun mig teksten, hvorpå hun havde skrevet: ”To Sune, sing this with joy”. Den tekst hænger i dag i glas og ramme i min stue, og jeg smiler hver gang, jeg ser den og kommer til at tænke på denne ufatteligt seje, modige kvinde og alt det, hun har gjort for litteraturen - with joy.