Har I Dixi Mixies rollator?

Af Janus Andersen, formidler

Jeg var gammel nok til at vide, at der var tale om de kvindelige kønsdele, men også ung nok til at føle, at det var en svær samtale at gå ind i. Handlede det om kønssygdomme eller kropsforståelse? Måske om noget jeg slet ikke kunne forestille mig? Jeg besluttede mig for en blød indgang til samtalen: ”Ja. Er det en specifik bog, du er ude efter - eller noget generelt?” 

Efter en lidt famlende og måske også forvirrende samtale fandt jeg ud af, at hun var ude efter en specifik bog, nemlig Vølvens datter, første bind i fantasyserien Jarastavens vandring. Slet ikke noget, jeg havde kunnet gætte ud fra hendes første spørgsmål. 

Referenceinterviewet!

Det, jeg så omstændigt forsøgte mig med, var det, der i bibliotekarkredse kaldes for referenceinterviewet - den samtale, hvor man forsøger at klarlægge, hvad den anden person er ude efter. Eller hvad man selv har brug for at vide for at hjælpe med spørgsmålet. Og det er grunden til, at bibliotekarer ofte stiller spørgsmål, der kan synes dumme eller irrelevante, når man nu selv ved lige præcis, hvad man mener.

Dermed ikke sagt, at det er personen på den anden side af bordet, der laver fejlen. Jeg har selv, med fejlslagen selvsikkerhed, holdt en længere introduktion til litteraturen om moselig (”jeg tænker i al fald, at du skal have fat i P. V. Glob!”), før det blev klarlagt, at vedkommende havde spurgt efter ’Noget om motorcykler’.

Derfor stiller vi spørgsmål - ikke for at være irriterende, men for at komme til det rette svar.

Ove Ditlevsen

De fleste kender nok scenen fra filmen Blinkende lygter, hvor Søren Pilmark bekendtgør, at ”Faktisk så er Ove Ditlevsen en af vores største digtere!” Der er noget af den fejlslagne selvsikkerhed, som jeg også udstillede. Og lige den forespørgsel ville de fleste bibliotekarer nok kunne klare uden store problemer, men på en almindelig dag kan vi gå fra at hjælpe folk med at finde bøger til at udfylde ansøgninger om indfødsret eller måske identificere en kunstner ud fra autografen på et maleri. Så vi kan altså ikke vide det hele på forhånd - derfor stiller vi spørgsmål. Processen er grundlæggende trial and error - men det er bibliotekarerne, der samler alle fejlene op, og forhåbentlig bibliotekets brugere, der høster udbyttet.

Fejlene

Information, som man holder på, lærer man ikke af – så på biblioteket snakker vi om de udfordrende spørgsmål. Og om de fejl, vi lærer af. Nogle af de historier, der fortælles i frokoststuen, fortæller hvorfor vi har brug for referenceinterviewet. 

De forvanskede titler er en klassiker. Der var bogen ”Dippedutfaldera”. Den viste sig at være Driver dug, falder regn af Margit Söderholm. Dixie Mixie med Rollator (efterspurgt af en bedstemor) var Rotator med Dizzy Mizz Lizzy. Kim Larsen-sangen om duen blev løst, da spørger sang lidt: ’Hvor skal vi hen, lille du?’ Og derfor har vi en bibliotekar, som ikke kan høre ”Hvad gør vi nu, lille du?” uden at tænke på, at den handler om en due. 

”Oranges and Peaches” krævede mere. Forfatteren hed Charles, men det var først, da spørgeren kom i tanke om, at den skulle være ’biblen indenfor evolutionsteori’, at den rigtige titel kom frem - det var The Origin of Species af Charles Darwin. Men nogle gange må man indrømme, at den bog kender man ikke – en kollega skulle til en bogklub, hvor de læste ”Ravnen og svesken”; det lyder for så vidt sjovt nok, men heldigvis nåede hun at finde ud af, at de havde læst Malene Sølvstens Ravnenes hvisken. Dette blot for at nå hen til to pointer: 1. Man skal aldrig være bange for at spørge på biblioteket. Hvis man laver fejl, så finder vi ud af det sammen. 2. Bibliotekarerne er heller ikke bange for at stille spørgsmål, der kan lyde dumme. Og det er der altså en grund til. Sammen bliver vi klogere. Og nej, vi har ikke Dixie Mixies rollator. Desværre.