Øjne at se og græde med

Af Morten Walther Rasmussen, formidler, Horsens bibliotek

På sådan en skyfri, tidlig forårsdag burde der have været dufte og lyden af fugle i træerne. I stedet var luften smagløs, og der var den samme respekt for tavshed, som man udviser i kirker. Jeg var atten år og demonstrativt dyster med T.S. Eliots The Wasteland fastklemt under armen. Jeg troede på poesien, men ikke på så meget andet - da slet ikke på historiens vingesus. Timer senere var dét forandret. Og hvis livet virkelig er en fugl, som den norske forfatter Erik Fosnes Hansen skriver et sted, fløj dén fugl væk fra sydvestfranske Oradour s/Glane, lørdag eftermiddag den 10. juni 1944 da 3. kompagni af 1. bataljon af regimentet Der Führer, under panserdivisionen Das Reich, drejede til højre ved Denys vinlager. Ind mod byen.

En lørdag i juni

Som størstedelen af de menige soldater, der myrdede løs i byen den dag, var vi teenagere den forårsdag i 1993 vi besøgte Oradour s/Glane i Sydvestfrankrig. Man bliver næppe voksen på en formiddag, men de timer vi tilbragte i Oradour s/Glane på en studietur i gymnasiet for over tredive år siden forandrede noget. Et lag støv blev løftet af historiebøgerne, da vi stod ansigt til ansigt med en overlevende, Monsieur Darthout, som på én gang var en ældre herre og et ungt menneske. Han stod foran kirken og forsøgte at fortælle os dét, som ikke kan siges med ord men kun med øjne. Han levendegjorde sine medmenneskers dødsøjeblik, og vi oplevede et stykke historie blive kaldt til live, som havde gruset på pladsen foran kirken pludselig åbnet sig til en anden tid: For her stod han og var i live, men han var jo ikke undsluppet blodbadet. 

Da vi gik ind i kirken, gik vi på samme måde ind i en anden tid: Herinde blev to brødre, som med armene om hinanden forsøgte at gemme sig i skriftestolen, gennemhullet af maskingeværild, ti og tolv år gamle. Herinde undslap Madame Rouffanche mirakuløst gennem ét af de tre vinduer bag hovedalteret. Herinde lod en anden kvinde sit spædbarn falde gennem det knuste kirkevindue, men blev selv skudt i ryggen. I præstens primitive das fandt hjælpekorpsene, som ankom søndag eftermiddag, hendes lille pige med hovedskallen kunst. Det hele var i rummet.

Sandhed og stilhed

Min fransklærer i gymnasiet foranledigende vores besøg i Oradour dengang. Han var også den der fortalte om Jens Kruuses beretning Som vanvid (1967), der senere udkom på en lang række sprog.

Kruuse skriver dokumentarisk, men på en måde, der giver fortællingen en eksistentiel dimension. For fiktionen giver, som den franske filosof Paul Ricœur har udtrykt det, ”øjne at se og græde med.” Derfor står Kruuses beretning så klart, at man ser og mærker: For eksempel lyset fra vinduerne i dét hus, hvor Monsieur Dupic boede, det eneste som ikke var brændt, da aktionen sluttede. Dét sted, en kvik SS’er havde observeret havde mad og en formidabel vinkælder. Dét sted, hvor SS’erne spiste og drak. Bagefter. De levende lys i natten, deres stemmer, hvor alt andet er dødt. Absurd, utænkeligt. Men sket.

Der er de tre jødiske børn der flygter fra deres forældres brændende hus, men støder ind i en SS’er. De spørger ham i desperation hvad de skal gøre. Han viser dem væk fra byen, med en voldsom gestus, uden ord ud i mørket. Og der er landmanden Hyvernaud, som søndag morgen kl. 4.30 leder efter sine sønner i ruinerne. Han finder resterne af den ene.

Alligevel er det ikke en eksakt rapport, denne beretning fra helvede på jord, for som Kruuse skriver: ”Det er altså en historisk fortælling, som jeg blot så at sige har arrangeret, men det er ikke videnskabelig samtidshistorie. Jeg har søgt at være nøgtern, jeg skulle fortælle sandheden.”

På mine egne fotografier fra den dag kan jeg se, at vi gik rundt i landsbyen, at himlen var klar og blå. Sådan huskes det ikke. Fotografierne ligger her på skrivebordet nu. Bag på dem står håndskrevne ord, som ikke giver mening. Det gør til gengæld Kruuses bog, der, ligesom byen, efter endt læsning står og dirrer som et tavst og tidstomt mindesmærke over en massakre, en kulisse med ekko af skrig. Og måske derfor gør ordet på skiltet foran bageriet, hvor SS Sergent Boos brændte et otte uger gammelt spædbarn i fyrskuffen, det største indtryk. Skiltet står på jorden og lyser næsten med sit ene ord: ”Silence.” 

Artiklen har tidligere været publiceret i Horsens Folkeblad