Min mor

I 2009 flyttede norske Trond Bredesens mor på plejehjem, ramt af demens. I 2011 døde hun. Tiden derimellem skildrer han i "Min mor" - den kan du kalde et billedværk, en graphic novel, en tegneserie, men det er først og fremmest et gribende vidnesbyrd fra en langsom og uafvendelig omvæltning i flere mennesker liv.

"Min mor" er ikke en fremadskridende historie, men i stedet en række nedslag i Johanne Bredesens sidste år - og naturligvis hendes søns oplevelser med hende. Han er naturligvis ikke alene i situationen, men som han skriver i efterordet, er værket blevet til "et tegnet kammerspil mellem mig og hende". Nogle gange er der han, andre gange er moderen alene, og nogle gange er det deres telefonsamtaler, der formidles.

Det sker i skiftende tegninger - fra de hurtige, lette skitser over de lidt lettere tegneseriestreger til de detaljerede illustrationer - og det fanger fornemmelse af de mange stemninger. Man ler lidt, man smiler lidt trist, og man kan nok ikke helt undgå en fugtig øjenkrog eller to. Det er Johanne, der er i centrum, om Bredesens tegninger fanger hende så smukt - har man selv haft en svagelig ældre slægtning, er det svært ikke at læse genkendelsen ind i siderne her og forhåbentlig smile lidt (og græde lidt) ad sine egne erindringer.

"Min mor" var et værk, der var listet helt forbi min opmærksomhed, indtil jeg opdagede det på hylden, men jeg var grebet, fra jeg bladrede gennem de første par sider. Trond Bredesen fortæller med humor, med kærlighed, med stilhed og med sorg og alle de andre følelser, der svømmer imellem hinanden, når man sammen bevæger sig gennem den sidste tid. Det er en smuk bog i enhver forstand.

Fra de første billeder, der følger os ind i Johannes nye lejlighed, til den uafvendelige slutning er "Min mor" et værk, der tager rolig fat om hjertet på læseren og klemmer kærligt til.